Renovering af det gamle brænderi er i gang
Ejer Gert Jensen er gået i gang med renoveringsprojektet på Springvandspladsen
20. april 2018 kl. 14.41
HJØRRING: Der er i øjeblikket ved at blive sat stillads op omkring hovedbygningen til Segelckes gamle Brænderi på Springvandspladsen, hvor Fætter BR indtil sidste sommer havde sin butik. Afhængigt af vejret vil stilladset stå mellem en og to måneder, mens facaden på bygningen bliver renoveret.
Ejeren af bygningen overtog sidste forår bygningen og resten af blokken i Jernbanegade og Svinget fra de tidligere ejere af Fætter BR kæden, og han har planer om en større renovering af ejendommen, så den kan være med at forskønne Hjørrings bymidte til glæde for byens borgere og turister.
- Vi er rigtigt glade for at der endelig sker noget med denne ejendom, lyder det fra turismekonsulent i Hjørring Laila Zielke. - Især for turisterne er det helt afgørende for en by, at der er pænt i byens centrum, og at der er nogle indbydende butikker at besøge.
Oprindeligt var det planen, at der skulle en dagligvareforretning ind i ejendommen.
- Men de planer er i første omgang blevet droppet, fordi manglende p-pladser i byens centrum bevirker, at der ikke er nogen dagligvarer butikker, der ønsker at etablere sig i bymidten.
- I stedet er vi ved at indgå en aftale med en virksomhed, der vil etablere en kombineret udskænknings- og spiserestaurant i den gamle BR-butik, hvor der er mulighed for at sætte borde og stole op udenfor i sommermånederne, fortæller Gert Jensen der er ejer af ejendommen.
Senere i løbet af foråret vil det gamle tilstødende pakhus langs Jernbanegade også blive renoveret både udvendig og indvendig, så der også der kan komme nye butikker ind, hvor blandt andet Hjørring Fotohandel tidligere havde til huse.