Rekordauktion i møntforening i Hjørring

To 1-ører fra 1881 gik for henholdsvis 10.100 og 13.000 kroner i hammerslag

08. april 2019 kl. 10.38

HJØRRING: Hvis Brian Pedersen går rundt med et smil på læberne i disse dage, så er det ikke uden grund. Som formand for Numismatisk Forening for Hjørring & Omegn kunne han lørdag notere sig en gedigen succes for møntforeningen.

Foreningen landede sidste år en aftale om at sælge en kæmpestor samling af mønter for Svend-Erik Jeppesen, der blev kendt langt ud over Vendsyssels grænser som 5-øren fra Skagen, da han samlede 944.400 5-ører.

Det var også 5-ører på lørdagens store auktion i Hjørring, men slet ikke i de mængder. Der var dog nok til at lokke møntsamlere og mønthandlere til fra nær og fjern. Faktisk har bestyrelsen brugt rigtigt mange timer på at sortere den omfattende samling og selvfølgelig udarbejde kataloget.

- Det er absolut den største samling, jeg har været med til at sælge. Vi havde over 500 lots, selv om vi havde samlet flere ting i ét lot. Det er næsten dobbelt op i forhold til en normal klubaften, smiler formanden.

Brian Pedersen stod selv som auktionarius på den ekstraordinære auktion, som endte med et resultat på omkring den kvarte million i hammerslag.

- Vi havde lidt problemer i den første halvdel af auktionen, hvor det kunne være gået bedre, men vi fik rettet tingene, så det kørte rigtigt godt til sidst, kommer det med et smil.

Eneste minus var, at forbløffende få af klubbens egne medlemmer dukkede op til auktionen lørdag på Hotel Phønix. Formentlig fordi auktionskataloget var lavet lidt anderledes i forhold til almindelige klubaftener.

- Jeg er bange for, at nogle blev væk, fordi de troede, at vurderingen på de forskellige lots var opråbspriser. Meget blev jo solgt for det halve af vurderingen, funderer Brian Pedersen.

Auktionens to dyreste mønter gik dog begge til over vurderingen. To 1-ører fra 1881 gik for henholdsvis 10.100 og 13.000 kroner i hammerslag.

Nu mangler der bare en generalforsamling med tilhørende smørrebrød og en god auktion mere, før bestyrelsen for møntforeningen kan holde en tiltrængt sommerferie.

- Og vi har gemt lidt af Svend-Erik Jeppesens mønter til generalforsamlingens auktion, så der er stadig nogle godbidder tilbage, lover Brian Pedersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste