Rækker igen ud til erhvervslivet i Hjørring: Hjælp med at redde julen
HJØRRING: Det er ikke nogen rar tanke, at for tusindvis af børn handler julen ikke om, hvad de ønsker sig - men om, hvad de må undvære.
Men det er virkeligheden – også for børn i Hjørring.
Det fortæller Jette Videnkjær fra Dansk Folkehjælp i Hjørring. Hun håber derfor, at der også i år vil være opbakning til Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamlinger.
Det gælder også den årlige erhvervsindsamling den 2. december, hvor erhvervsfolk i Hjørring Kommune i en time ringer rundt til virksomheder og anmoder om bidrag til julehjælpen.
Siden 2007 har Dansk Folkehjælp uddelt julehjælp til særligt økonomisk trængte familier.
- Alene i 2023 uddelte vi Julehjælp til 13.275 børnefamilier. Desværre er der ingen tegn på, at antallet af ansøgere til julehjælp falder, siger Jette Videnskjær og fortsætter:
- Vi er dybt taknemmelige for alle bidrag, som vi modtager, og vi håber, at vi som tidligere år, kan uddele julehjælp til de mange trængte familier i Hjørring Kommune, der søger julehjælp.
Jette Videnskjær minder om, at julen både er en meget stærk identitetsbærende fællesskaber, men også et af de sværeste tidspunkter at stå udenfor.
- For 47.000 børn og deres forældre i Danmark, er julen derfor årets mest stressende tid. Deres økonomi rækker ikke til nissegaver, godteposer og gaver til pakkespil. Og heller ikke til julemad, juletræ og julegaver, konstaterer hun.
Det har store konsekvenser, fortæller hun og fortsætter:
- Det betyder, at børnene, for at passe på sig selv, trækker sig fra julens oplevelser og fællesskaber. Fællesskaber, som vi alle særligt ser frem til i juletiden, og fællesskaber som skaber gode minder og stærke bånd i – i familien, i skolen og i vennekredsen.