Prisbelønnet industriteknikerlærling fra Sindal
Jon Sander Poulsen har været i lære hos MarineShaft i Hirtshals og sikrede sig ML-Prisen
HIRTSHALS/SINDAL: Glæden var stor, da Jon Sander Poulsen fra Sindal fredag kunne tage imod den velfortjente ML-pris, som hvert år uddeles til 25 af Danmarks bedste svende, som har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien.
- Det er ret fedt at få prisen, og jeg har allerede valgt at læse videre til maskinmester. Jeg er jo stadig ung, og på den måde åbner jeg endnu flere muligheder og får fremtidssikret mig på et teknisk studie, hvor man samtidig kommer ud i virkeligheden og bruger både hænder og hoved, sagde den 23-årige prismodtager, der har gennemført uddannelsen som industritekniker på TECHCOLLEGE.
Prisen er en understregning af den faglighed, lærlingene indenfor metalfagene udstyres med.
- Det er ekstremt vigtigt at hædre den næste generation af faglærte, der skal føre metal- og industrivirksomhederne ind i fremtiden. Det er samtidig en mulighed for at sætte fokus på en række uddannelser, som er en del af hele fundamentet under dansk erhvervsliv, sagde Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.200 indenfor el, vvs og metal.
Jon Sander Poulsen har været i lære hos MarineShaft i Hirtshals. Også her var der naturlig glæde over prisen.
- Vi er da rigtig stolte. Han er gået ind i faget med liv og sjæl, og har været glad for det. Han er typen, der også studerer i fritiden, så han er simpelthen en drømmelærling. Men med en far, der maskinarbejder, så ligger det lidt i generne. Han har lavet sit eget maskinværksted derhjemme, så han er virkelig engageret, sagde Per Strøm, project manager.
ML-prisen uddeles af Metalindustriens Uddannelsesudvalg i samarbejde med TEKNIQ Arbejdsgiverne, Dansk Metal og DI.
Kriterier for at få ML-Prisen:
- Lærlingen skal indstilles af både praktikvirksomheden og erhvervsskolen.
- Lærlingen skal have opnået topkarakteren 12 til svendeprøven.
- Lærlingen skal have udmærket sig som en god kollega og samarbejdspartner under uddannelsen.