Pris til tre søstre

Ny virksomhed vil hjælpe folk med funktionsnedsættelse

28. august 2020 kl. 18.34

HJØRRING: Iværksætteri er helt afgørende for en kommunes evne til at profilere sig - og lad det være sagt straks - Hjørring er virkelig godt med.

Indikationerne er mange, og den årlige iværksætterkonkurrence Dynamic StartUp Challenge tager virkelig pulsen på kommunens evne til at tænke ud af boksen.

Det er fjerde år, at konkurrencen er afviklet og med 17 iværksættervirksomheder på paletten, har der været nok at gå i gang med for juryen.

- Der var mange rigtig gode og spændende forretningsmodeller, fortalte Ole Peter Christensen ved prisuddelingen fredag.

Og årets vinder af 1. prisen på 40.000 kroner var tre søstre, nemlig Pernille Stærmose Bæk Pedersen, Kristina Stærmose Bæk Pedersen og Karoline Stærmose Bæk Pedersen.

De står bag en virksomhed, der endnu er i sin vorden, hvor idéen er at udvikle et hjælpemiddel til sundhedssektoren med det formål at hjælpe brugere med funktionsnedsættelse op fra liggende til siddende stilling i sengen.

2. prisen på 20.000 kroner gik til Baby on the move ved ægteparret Ida Mølskov Knudsen og Bjørn Rune Knudsen.

Det er en nystartet iværksættervirksomhed, som har taget sit afsæt i det forhold, at Ida som vordende mor til barn nummer to var træt af at pakke børn ind i en masse tøj, når de skulle sættes ned i en autostol om vinteren. Det resulterede i et nyt produkt, der løser udfordringen. Produktet kaldes: Køredynen.

3. prisen på 10.000 kroner gik til First Year Organic ved Jessica Joensen & Freja Abrahamsen

Der er tale om en abonnementsvirksomhed, som sælger månedlige kasser med økologiske og bæredygtige babyprodukter. .

Efter iværksætterpriserne uddelte Initiativpris 2020, som gik til Løkkenvirksomheden Med24.

Historien om Med24 er historien om to barndomsvenner fra Løkken, Nils Træholt og Kristian Brinckmann, som i 2005 traf n livsafgørende beslutning om at vende tilbage til barndomsbyen Løkken og satse professionelt på handel på nettet. Det blev til virksomheden Med24, der i dag omfatter 70 stillinger fordelt på 100 personer.

Disse prisuddelinger faldt alle i forbindelse med Erhverv Hjørrings Erhvervs-Get-Together, som blev afviklet fredag sammen med den coronaudskudte generalforsamling med beretning, regnskab og ikke mindst nyvalg til bestyrelse efter en overraskende melding om at det ellers utrættelige formandsskab gennem hele organisationens levetid, valgte at trække sig for at give plads til nye kræfter.

Henrik Willadsen og Ole Peter Christensen blev hyldet med stående ovationer for deres store arbejde gennem de mange år siden kommunalreformen - og efterfølgende i ord blandt andet med en meget personlig tak for indsatsen fra borgmester Arne Boelt.

I deres sted nyvalgtes til bestyrelsen Mette Green Clausen og Lasse Gram Pedersen.

Bestyrelsen konstituerer sig i september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste