Billede beskrivelse

Pride Cruise anløber Hirtshals Havn

150 feststemte cruisepassagerer tager fra Bergen på cruisetur med dragshow, glitter m. m. på Fjord Line færge

27. april 2019 kl. 08.03

HIRTSHALS: Nordjylland får lidt mere kulør end normalt den sidste weekend i april.

Om morgenen den 28. april anløber Fjord Lines Pride Cruise 2019 havnen i Hirtshals, og omkring 150 feststemte cruisepassagerer går i land til 12 timers festligheder i Danmark.

Det er første gang Fjord Line inviterer til det farverige koncept - Pride Cruise, der starter i Bergen lørdag den 27. april kl. 13.00 og slutter samme sted mandag den 29. april kl. 12.00. Undervejs kan cruisepassagererne boltre sig på den stemningsfydlte færge, der byder på masser af musik, burlesqueshow, glitter, dragshow, DJ’s fra Amsterdam, Eurovision Party, debatter og quizzer.

Når færgen anløber Hirtshals kl. 08.00 søndag morgen, har deltagerne valget mellem at fortsætte festen i land i 12 timer eller blive på færgen og sejle med på overfarten Hirtshals-Langesund-Hirtshals.

Cirka to tredjedele af de mere end 250 deltagere har valgt at tilbringe søndagen i Danmark, hvor de i samlet flok tager bussen til Aalborg. Her vil de feststemte og farverige cruisepassagerer med garanti skabe fest og farver i gadebilledet på en forhåbentlig smuk forårsdag. Om aftenen går turen retur til Hirtshals, når færgen kl. 20.00 atter sætter kurs mod Norge til endnu en festlig aften og nat

Fest og farver om bord

Pride Cruise 2019 afholdes i samarbejde med den norske Pride-festival ”Regnbuedagene i Bergen”, og festivalchef Joakim Aadland glæder sig til den farverige weekend til søs:

- Responsen på arrangementet har været enormt positiv. Vi har fået mange tilbagemeldinger om, at vores publikum ønsker sig lidt flere aktiviteter - også uden for Pride-sæsonen. Derfor er vi glade for nu at kunne tilbyde dem Pride Cruise. Muligheden for at udnytte den faste færgeoverfart til Danmark, i kombination med masser af fest og farver om bord, var oplagt. Også afslutningsvis besøge smukke og festlige Aalborg. Den ide var Fjord Line heldigvis med på, siger han.

Hos Fjord Line glæder Concept Manager for Entertainment & Events Birthe Carina Breistein sig også over det nye cruisekoncept:

- Vi afholder løbende forskellige tema-weekendcruises med eksempelvis countrymusik, komikere eller karaoke, og vi ser frem til at opleve, hvordan vores færge denne gang vil blive smykket i glitter, fjer, farver og ikke mindst masser af glade mennesker. Vi brænder for at give vores passagerer enestående rammer om bord kombineret med fantastiske oplevelser i land, og vi håber, at Aalborg vil tage godt imod vores feststemte gæster, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste