Poulstrup Friskole er finalist i DM i madkundskab
7. klasse fra Poulstrup Friskole skal i finalen i DM i madkundskab - her skal Danmarks 10 dygtigste skoleklasser dyste om titlen som ’Danmarksmestre i madkundskab
POULSTRUP: De voksne har ”Den store bagedyst”. Eleverne har DM i madkundskab. Der er dømt madkamp til stregen, når 7. klasse fra Poulstrup Friskole den 3. april indtager Kold College i Odense, for at dyste mod landets ni andre bedste madkundskabsklasser.
DM i madkundskab har hvert år fokus på en råvare eller tilberedningsmetode. I år er temaet ’Brug knolden!’, der sætter fokus på alsidigheden af kartoflen og selve måltidet. Finalisterne er blevet udvalgt ud fra deres ansøgninger, hvor de har præsenteret, hvordan de har arbejdet med knolden i alle dens afskygninger i madkundskabstimerne.
For eleverne fra Poulstrup Friskole har kartoffeltemaet dækket over hele vejen fra jord til bord. Som led i undervisningen har de nemlig været på besøg hos en lokal kartoffelavler, hvor de fik jord under neglene og fingrene i de gode kartofler.
Tilbage i madkundskabskøkkenet har eleverne eksperimenteret med deres egne, nye retter med kartofler, som de er klar til at tilberede og dyste med til DM i madkundskab.
En festlig finaledag med fint besøg
Årets konferencier er den tidligere bagedyst-vært og ukronede kagedronning Mette Blomsterberg. Derudover vil dommerpanelet bestå af bl.a. Jon Daniel Edlund, kendt fra Den store bagedyst 2018, John Kofod, kok og indehaver af Sortebro Kro og Susanne Højlund fra Smag for livet.
Madkamp, der står bag DM i madkundskab, er støttet af Nordea-fonden. Partnerne bag Madkamp er Madkulturen, KP, UCL, UCN, UCSYD, VIA UC og PH Absalon.