Billede beskrivelse

PostNord åbner nyt udleveringssted

28. marts åbner en Collect Shop hos Kagedreams på Bispensgade 127 i det sydlige Hjørring

26. marts 2019 kl. 13.51

HJØRRING: Indenfor den seneste måned har PostNord slået dørene op hos Høj Data i Hirtshals og hos Bruuns TV- og Mobilservice i Hjørring, og i denne uge kommer der en mulighed mere til kommunen. 28. marts åbner der nemlig en Collect Shop hos Kagedreams på Bispensgade 127 i det sydlige Hjørring.

Her kan man nemt og hurtigt hente sine pakker fra den stigende nethandel.

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde borgerne i Hjørring endnu et sted, hvor de nemt og hurtigt kan hente deres pakker. Vi ved, at vores kunder vil hente deres pakker lige dér, hvor det passer dem, og når det passer dem, og åbningen er et vigtigt skridt mod at gøre hverdagen lettere for pakkemodtagerne, siger Gordon Dalsgaard, distriktschef i PostNord.

I den nye Collect Shop kan kunderne hente pakker samt sende pakker og breve, som de har frankeret hjemmefra.

Collect Shoppen er åben i hele butikkens åbningstid, som er mandag-onsdag fra kl. 8.00-21.00, torsdag-fredag fra kl. 8.00- 23.00 og lørdag fra kl. 9.00-13.00.

- Vi lever af tilfredse kunder, og det har stor betydning for os nu også at have pakker til udlevering på hylderne. Det er endnu en god service for vores eksisterende kunder, og vi glæder os til at komme i gang og møde nye ansigter, siger Marian Høst Fjellerad, der er indehaver af Kagedreams.

Den nye Collect Shop er ét af de 500 nye udleveringssteder, som PostNord åbner i løbet af i år. Når de alle er på plads, vil PostNord tilbyde Danmarks største netværk af udleveringssteder med 2.000 stk. fordelt over hele landet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste