HJØRRING: Har du endnu ikke fået set udstillingen Fra fattiggård til plejecenter, der har til huse på Vendsyssel Historiske Museum, så fortvivl ikke. Udstillingen, som skulle have været taget ned d. 31. august, er nemlig blevet forlænget indtil d. 18. september 2018. I udstillingen kan du se, hvordan den kommunale ældreomsorg har ændret sig gennem de sidste 150 år. Fra fattiggårdenes barske kår til nutidens ældrecentre.
Udstillingen fortæller blandt andet historien om Vilhelm Jensen, som boede hele sit voksne liv på kommunale alderdomsinstitutioner. Hjørring Kommunearkiv, der har stået for udarbejdelsen af udstillingen, blev for nylig kontaktet af Ib og Jette Jensen, der blandt andet havde nogle gamle fotografier af Vilhelm, som de venligst har udlånt til arkivet. Ib er nevø til Vilhelm, og familien Jensen er de eneste slægtninge, som Vilhelm i sine sidste leveår havde kontakt med.
Da Vilhelm i 2005 tog afsked med livet, overtog familien Jensen blandt andet de billeder, der havde hængt i Vilhelms lejlighed på plejecentret Poulstruplund. Billederne er nu blevet overdraget til arkivet og er blevet en del af udstillingen. Vilhelm fik først kontakt til Ib og Jette i 1995. I tiden her før var Vilhelms eneste menneskelige relationer med plejepersonalet og de øvrige beboere på plejecentrene. Derfor var billederne på Vilhelms vægge ikke familieportrætter men derimod broderier og malerier som Vilhelm havde fået af personalet eller havde overtaget fra beboere, der gik bort.
Udstillingen, som nu er blevet suppleret med Vilhelms billeder, er blevet muliggjort ved hjælp af en økonomisk håndsrækning fra Fonden Ensomme Gamles Værn.

Populær udstilling om pleje forlænges

Endnu flere får mulighed for at se udstilling, der blandt andet fortæller om Vilhelms voksne liv på forskellige institutioner

23. august 2018 kl. 16.39
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste