Pop-up butik med debat
I uge 45 slår Lederne dørene op til en helt ny pop-up butik i Strømgade 8 i Hjørring i de lokaler, der senest har huset en Tiger-butik.
Pop-up butikken åbner mandag 6. november og vil frem til fredag den 10. november danne rammen om en række debatter og udveksling af erfaringer om at tage ansvar.
Butiksåbningen i Hjørring sker som sidste led i en stor kampagne, Lederne i år har gennemført under overskriften "Tag Ansvar". En lang række centrale personer fra det lokale erhvervsliv, Hjørring Kommune samt organisationer i området vil i løbet af ugen lægge vejen forbi Tag Ansvar-butikken og deltage i debatter om alt fra uddannelse over frivillighed, iværksætteri og stress til ledelse. På listen over deltagere fra det politiske liv står borgmester i Hjørring kommune Arne Boelt (S), Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S), Jammerbugts borgmester Mogens Gade (V), Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (V) og medlem af Hjørring Byråd Per Møller (K).
I dagtimerne er lokale skoleklasser fra de øverste klassetrin desuden inviteret til at komme på besøg for at få en forståelse af, hvad det vil sige at være leder.
Afdelingsformand for Lederne Vendsyssel Karina Fisker ser frem til en inspirerende uge:
- Det bliver en utrolig spændende uge med vigtige emner og kompetente debattører. Det er sundt at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt man tager det ansvar, man kan og bør. Jeg glæder mig især til den politiske debat om fredagen, hvor jeg er sikker på, at de fire borgmestre vil få nogle interessante diskussioner med udgangspunkt i de forskellige lokalområder, siger Karina Fisker.
Mandag skydes Tag Ansvar-ugen officielt i gang med en konference om ægte lederskab og ansvar. Her vil blandt andre stifter og direktør i Social Foodies Thor Thorøe sætte fokus på, hvordan man arbejder med egne styrker og fremelsker sine medarbejderes styrker, så det bliver muligt at tage et større ansvar.
Tirsdag stilles der skarpt på uddannelse. Hjørrings borgmester Arne Boelt, direktør hos MARCOD Christine Lunde, direktør hos EUC Nord A. Neil Jacobsen, administrerende direktør hos Nordjyske Jernbaner Peter Hvilshøj og formand for Lederne Svend Askær debatterer uddannelseskvalitet, og hvordan det sikres, at uddannelserne matcher fremtidens kompetencekrav på arbejdsmarkedet. Debatten bliver styret af Torkild Justesen, der er direktør hos Lederne.
Onsdag står i iværksætternes tegn, når medindehaver af Coolshop.dk Jacob Risgaard, erhvervsdirektør hos Hjørring Kommune Bo Geertsen, virksomheds- og startuprådgiver hos Brønderslev Kommune Rasmus Pedersen, medlem af Hjørring Byråd Per Møller, Co-Founder & CXO hos PRE.DO Christoffer Mørck og Signe Rødbro, der er ejer og stifter af By Signe, diskuterer, hvordan flere iværksættervirksomheder kan få succes og vokse sig større. Debatten faciliteres af ledelsesrådgiver hos Lederne Bjarne Henning Jensen.
Torsdag handler om, hvordan vi knækker stresskurven på de danske arbejdspladser. En række ledere og eksperter kommer med deres bud på, hvordan man kan spotte, håndtere og forebygge stress hos medarbejdere. Panelets deltagere er arbejdsmiljøsygeplejerske hos Man Diesel Susanne Graa, administrerende direktør og partner hos Combine Jakob N. Mortensen, afdelingsleder hos Jobcenter Hjørring Tanja Hallund og erhvervspsykolog hos AM rådgiverne Tue Isaksen. Debatten faciliteres af Lars Andersen, som er arbejdsmiljøchef hos Lederne.
Inden butikken lukker fredag eftermiddag, vil lokale politiske profiler give deres bud på, hvor der skal tages mere ansvar - og hvad de selv vil gøre for lokalområderne. Deltagere i debatten er Hjørrings borgmester Arne Boelt, Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen, Jammerbugts borgmester Mogens Gade og Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard. Debatten faciliteres af direktør hos Lederne Torkild Justesen.
Bortset fra konferencen om mandagen er alle arrangementer i Tag Ansvar-butikken gratis, uanset om man er medlem af Lederne eller ej.