Podekursus med Carsten ”Kortbuks”
Medbring en kvist og lær at pode den på ny grundstamme
MOSBJERG: Hvis du har lyst til at lære kunsten at pode et æbletræ så har du chancen lørdag den 30. marts.
Sådan indledes et tilbud fra VHM, og podekurset foregår på Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg, fra klokken 13.
- Her kan du medbringe kviste fra dit favorit æbletræ eller en kvist fra din barndoms æbletræ og lære at pode dem på en ny grundstamme. Således kan du få et nyt æbletræ, med en spændende historie, til at vokse i din egen have. På kurset vil der også være mulighed for at vælge mellem mere end 100 forskellige æble og pæresorter. Du kan også på denne måde lave en spændende og unik gave. Alle kan lære det, lyder det.
Det er naturvejleder Carsten Hansen, som mange kender fra tv, som vil undervise og hjælpe dig med at lave dit eget æbletræ, som kan blive en voksende glæde. Det koster 50 kroner og man må påregne en lille udgift til pode-materiale.