PlusJob erfaring: Ny teknologi giver ro i hovedet
Det her ... det er noget, der virker. Sådan tænkte Jette Myglegaard, da hun i 2013 prøvede såkaldt neurofeedback på sig selv og sin mand.
Resultaterne med den nye teknik var så gode, at hun og hendes mand tog en række kurser med gode personlige resultater.
- Jeg slap stort set af med to til tre månedlige migræneanfald og blev mere fokuseret i mit daglige arbejde og liv i det hele taget, siger Jette Myglegaard, som efterfølgende i høj grad har implementeret neurofeedback i sit arbejdsliv.
Det har siden 2001 handlet om at hjælpe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet tilbage - eller få afklaret deres situation. Alt sammen med udgangspunkt i hendes virksomhed PlusJob, der typisk engageres af kommunernes jobcentre netop til at hjælpe mennesker til at blive selvforsørgende.
Hjernen vil skabe orden i kaos
Neurofeedback fungerer ved, at man placeres foran en computerskærm, hvor der vises en film eller abstrakte mønstre. Som udgangspunkt er billedet forvrænget og kaotisk, og hele øvelsen går ud på, at den menneskelige hjerne altid forsøger at skabe orden i kaos - og altså få mening i det forstyrrede billede.
Den mening skabes stille og roligt via nogle elektroder, som modtager hjernens reaktion på det forstyrrede billede og sender det til en computer, som via et særligt program får billedet til at ændre sig fra kaos til at give mening. Alt sammen med afsæt i hjernens frustration over ikke at se et ordentligt og tydeligt billede.
- Rigtig mange af de problemer, som mennesker med psykiatriske diagnoser har, kommer fra ubalancer i hjernen - f.eks. stress og ADHD. Og erfaringerne viser, at det hjælper at træne hjernen til at skabe orden i kaos med neurofeedbach. Efter omkring 20 behandlinger er der en varig effekt, siger Jette Myglegaard.
En lang proces
I første omgang arbejder Jette Myglegaard på at formidle neurofeedback til nøglemedarbejdere i kommuner, på opholdssteder og Blå Kors.
Behandlingen er forholdsvis dyr og kræver mange behandlinger, hvorfor Jette Myglegaard godt ved, at der skal særdeles håndfaste resultater til, før kunderne er villige til at betale.
- De mennesker, der vil have mest gavn at neurofeedback, vil nok ikke få det bevilliget umiddelbart, fordi det koster en del penge at gennemgå et forløb. Derfor handler det i første omgang om at formidle behandlingen og dens virkning til kommuner og organisationer, siger hun.
Inklusionsbørn og autister
For nylig havde Jette Myglegaard 25 mennesker fra netop forskellige kommuner og organisationer på en uges kursus i neurofeedback i Hirtshals, og håbet er, at de tager oplevelsen og erfaringerne med tilbage og formidler dem videre.
Jette Myglegaard forventer, at neurofeedback med tiden vil blive så udbredt, at også inklusionsbørn i folkeskolen og autister vil kunne få glæde af behandlingen.
- Foreløbig har jeg droslet mit arbejde i PlusJob lidt ned for at få mere tid til at slå et slag for neurofeedback, som jeg driver i virksomheden EEGInstitute.dk siger hun.