Piaf og Mirabell genbruger brugte bukser
Piaf indsamler brugte bukserne, og brugerne i Mirabell syr dem om til flotte net og tasker
HJØRRING: Modebutikken Piaf og dagbeskæftigelsestilbuddet Mirabell - begge med adresse i Østergade - samarbejder om et kreativt genbrugsprojekt. Piaf indsamler i denne uge slidte, gamle bukser fra kunderne - brugte bukser der udløser rabat, når kunderne køber et par nye. Og borgerne i Mirabell forvandler de brugte jeans til smarte tasker og indkøbsnet.
- Ved gentagende udsalgskampagner i Piaf, har kunderne i flere år kunnet få rabat på nye bukser ved at aflevere et par gamle bukser i butikken. Og for at udnytte ressourcerne i de gamle bukser, er de blevet afleveret til Mirabells tekstilværksted. Her er de blevet syet om til en stak nye tasker og indkøbsnet, som nu kan få et nyt liv. De kan erstatte diverse plastposer til de daglige indkøb, fortæller Pia Frost fra Piaf.
Hun glæder sig over, at bukserne genbruges - og at brugerne i Mirabell finder glæde ved at skabe nye flotte net og tasker.
De færdige tasker sælges i øvrigt både i Piaf og i Mirabell.
- Jeg har er mindre udvalg af taskerne fra Mirabell i butikken. Hvis kunderne vil have et større udvalg, kan de få tasken byttet, når de besøger Mirabell - og her frister cafeen samtidig med tilbud på kaffe og hjemmebag, tilføjer Pia Frost.