Pia og Pernille rykker ind i ny lejlighed i midtbyen: Så mange er solgt og lejet ud

Der er godt besøgt når der hver fredag er åbent hus i Byen i Parken i Hjørring , og Pia Mathiasen har sikret sig en andelslejlighed

21. februar 2022 kl. 11.32

HJØRRING: Der er pæn stor interesse for de nye boligblokke i Dronningensgade i Hjørring, som Arne Andersen A/S opfører under navnet Byen i Parken.

Der har været mellem 30 og 100 interesserede forbi hver fredag i snart et år, hvor ejendomsmæglerfirmaet Home har holdt åbent hus, så interesserede kan følge med i byggeriet.

Her godt en måned før lejlighederne er nøgleklare 1. april, kan ejendomsmægler Jesper Carlsson gøre foreløbig status på det markante byggeri midt Hjørring og tæt på parken Christiansgave.

Der er solgt 15 ud af 20 andelsboliger, 22 af de 24 lejligheder, der er udbudt til leje er lejet ud, og endelig er der solgt 17 af de 48 ejerlejligheder.

- Nogle forventer måske, at det hele bliver revet væk, men alt taget i betragtning, er vi vældig godt tilfredse med interessen og det foreløbige salg, siger Jesper Carlsson.

Det er især det lidt ældre segment, der i forvejen bor i Hjørring, som viser interesse og slår til på lejlighederne.

- Det handler om ”Easy Living”. Folk flytter typisk fra et parcelhus i et villakvarterne og søger mod midtbyen. De vil ikke længere bruge tid på vedligeholdelse og havearbejde og vil gerne bo tæt på tilbuddene inde i byen, siger Jesper Carlsson.

Billede beskrivelse

Ind til byen

En af dem er Pia Mathiassen, der deler bolig med sin plejedatter Pernille.

De har købt en af andelsboligerne på 102 kvadratmeter.

- Vi vil bare gerne tættere ind til byen, tæt på biograf, teater og forretninger, siger Pia Mathiasen, der har solgt en andelsbolig på Vitskølklostervej i Hjørrings vestlige udkant.

- Jeg får det også nemt til min skole på Elsagervej, fortæller 19-årige Pernille.

En af konsekvenserne af de mange nye lejligheder i midtbyen, kan blive, at der kommer mange villaer der til salg i byens udkant.

- Det kan selvfølgelig blive tilfældet, men vi ser endnu ikke tegn på, at der er for mange villaer til salg, siger Jesper Carlsson.

Se også
Dobbelt op: Nye luksus-lejligheder sætter prisrekord
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste