Pernille fik papir på færdighederne
Pernille Niemann er uddannet som Optical Dispenser og glæder sig til at vise kunderne sine nye færdigheder hos Louis Nielsen i Hjørring
HJØRRING: Optikerassistent, Pernille Niemann, der er ansat hos Louis Nielsen i Hjørring, har bestået uddannelsen som Optical Dispenser.
Uddannelsen strækker sig over to semestre med afsluttende eksamen og er udviklet af Optikerhøjskolen i Randers for Louis Nielsen. Pernille Niemann er glad for sit nye bevis, og glæder sig til at bruge det, hun har lært.
- Jeg har lært rigtig meget på uddannelsen og er blevet udfordret, og jeg glæder mig til at bruge det i butikken, fortæller hun.
Uddannelsen er rettet mod medarbejdere, der har en handelsmæssig baggrund og har erfaring med salg og service, men som har lyst til at dygtiggøre sig i optikerfaglige emner som øjets anatomi og den tekniske opbygning af brilleglas.
- Vi er alle stolte af Pernille, og vi glæder os til, at vi og kunderne får gavn af alt det, hun har lært, fortæller Henrik Skovbjerg, der er chefoptiker hos Louis Nielsen i Hjørring.
Butikken i Hjørring gør meget ud af at videreuddanne personalet, og videreuddannelse var også et af kriterierne, da butikken vandt prisen som bedste butik blandt alle Louis Nielsens butikker sidste år.
- Vi går højt op i, at vores medarbejdere videreuddanner sig, og vi gør meget for at forfølge de ønsker, de har. Ny viden kommer alle til gavn, kunderne, dem selv og os alle i butikken, som lærer af hinanden og bliver inspireret, fortæller Henrik Skovbjerg.
Efter den afsluttende eksamen fik Pernille Niemann overrakt certifikat fra Optikerhøjskolen som bevis på sine nye færdigheder.