Penge til lokale projekter fra TrygFonden
3,8 mio. kr. skal skabe mere tryghed i hele Nordjylland
KOMMUNEN: TrygFondens regionale råd i Region Nordjylland har netop bevilget 3.805.182 kr. til nye projekter, der skal skabe mere tryghed blandt nordjyderne inden for områderne sikkerhed, sundhed og trivsel.
I Hjørring Kommune får KFUM-spejderne i Horne 9.000 kroner til indkøb af udstyr, der kan skabe bedre sikkerhed på, i og ved vandet. Og Bostedet Poulstruplund i Vrå får 41.300 kroner til indkøb af cykelhjelme og/eller specialcykle.
Nordjyllands Beskyttede Værksted i Hjørring har fået 7.500 kroner til førstehjælpskurser eller -udstyr:
TrygFondens tredje fokusområde er trivsel, der handler om at hjælpe flere til at realisere deres potentialer og give alle en plads i et positivt fællesskab.
Med det formål at skabe bedre trivsel blandt udvalgte grupper i Nordjylland har Foreningen Madkassen-Hjørring, ”Miljø, klima og madspild” fået 30.000 kroner.
Plejehjemmet Vendelbocentret i Sindal, ”Velo Plus cykel” får 40.000 kroner. Foreningen Et Ben Foran i Hjørring, ”Trivsel og fællesskab” får 50.000 kroner. Ungdommens Røde Kors i Nordjylland, ”URRK – ferielejre i Nordjylland” får 75.000 kr. Foreningen Jordforbindelsen i Hjørring, ”Vildmandskurser M/K” får 89.000 krroner og BIBIANA Danmark, ”Børnenes Byggeskole”, der også har base i Hirtshals får 366.000 kroner.
Næste frist for ansøgning om midler hos TrygFondens regionale råd i Region Nordjylland er den 1. september 2020.