Skovfoged og vildtkonsulent i Naturstyrelsen Mogens Sonne Hansen glæder sig over, at Slotved Skov er et populært udflugtsmål. Alle er velkommen, blot man overholder de enkle regler for færdsel i skoven. Mogens Sonne Hansen står ved én af de pæle, der markerer, at her er besøgende ikke velkommen. Den tydelige sti, der ses i billedet, er IKKE en anlagt sti, men én der er trampet til af besøgende på vej til foderpladsen. Foto: Niels Helver
Livet her

Skovgæster med hang til selfies stresser dyrene: - Forlad ikke de afmærkede ruter

28. marts 2021 kl. 07:00

I denne tid er der mange besøgende i Statens skove herunder Slotved Skov ved Sindal. Det glæder Naturstyrelsen, at skovene bliver benyttet. Alle er velkommen, blot man følger nogle enkle regler, der er fastsat for at beskytte skovens dyr som kronvildt og dådyr.

Lige nu er det stadig vinter for vildtet, og det er det indtil maj måned. Derfor skal dyrene have ro til at finde det sparsomme foder, der er i skoven, og ro til at hvile sig. Det kniber det desværre med for tiden grundet de mange besøgende, der færdes udenfor de afmærkede stier.

- Hvis vildtet ikke får ro til at finde føde og hvile sig, bliver de stresset. Derfor er vores opfordring til skovens gæster. Forlad ikke de afmærkede ruter. Dyrene ved, at når mennesker holder sig til stierne, udgør de ingen fare. Hvorimod når stierne forlades, begynder dyrene at sætte sig i bevægelse. Det sker for tiden hele dagen, så kron- og dådyr i Statens skove er stressede. Vi ser også folk, der nærmer sig foderpladserne, for at prøve at tage en selfie! Bliv, for dyrenes skyld, på de afmærkede stier og veje og nyd synet af dyrene derfra, lyder det fra skovfoged og vildtkonsulent i Naturstyrelsen Mogens Sonne Hansen.

Naturstyrelsen har afmærket steder, hvor besøgende har svært ved at holde afstand til foderpladserne. Foto: Niels Helver

I Slotved Skov er der tre store foderpladser. Disse er forbeholdt vildtet og ikke besøgende, der vil fotografere. Vejene til foderpladserne er brede og belagt med granit og er således ikke gangstier. Yderligere er der sat orange markeringspæle på steder, hvor besøgende ikke må krydse området.

Nyd gerne påsken i Slotved Skov, men respekterer at besøg i skoven er på dyrenes præmisser. For tiden er der 50 store flotte krondyr og 150 dådyr.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu