Pæn interesse for et kryds i kabinen Hjørring
De valgtilforordnede i Hjørring har fået mulighed for at trække lidt frisk luft i løbet af dagen i Hjørring i forbindelse med deres opgaver.
På Vendelbohus i Hjørring fortæller formanden for valgbestyrelsen, Helmuth Zickert, at der har været en vis interesse for at sætte sine krydser i førerkabinen på sin bil - en mulighed vælgerne har for at kunne beskytte sig selv. Eller beskytte andre, hvis vælgeren er corona-ramt.
- Vi har vel foreløbigt haft omkring en snes, der har stemt i bilen ved Vendelbohus, hvor 5700 kan afgive deres stemme. Typisk er det foregået sådan, at en person kommer ind og stemmer og så fortæller, at ægtefællen har et ønske om at stemme i bilen. Og så går vi med ud og ordner det, fortæller Helmuth Zickert.
Billedet er taget tidligere på dagen ved Højene Hallen.