Billede beskrivelse

Påskeevangeliet i musik og billeder

Expanding Canvas gæster Sindal Bykirke

13. marts 2020 kl. 05.27

SINDAL: Det er Påskeevangeliet med pensel og musik, der er på programmet, når Sindal Bykirke lægger lokaler til koncerten 15. marts kl. 14.

Og det er en ganske særlig oplevelse, der venter koncertgængere til koncert med Expanding Canvas.

Expanding Canvas bringer lydene og beretningen fra Jerusalem helt tæt på med flere projektorer, lydspor, stilhed, ny og gammel musik, orden og kaos.

Gruppen består af billedkunstner og skulptør Karen T. Christensen, musiker og komponist Tine K. Skau samt marimbaspiller, lyd - og lysmand Kai Stensgaard.

Karen T. maler med balletagtige håndbevægelser sine finurlige og farvestrålende kunstværker på en lysgennemskinnelig glasplade, hvorfra de med kamera og projektor bliver vist på et lærred. Samtidig spiller Tine K. Skau efter tur på flere af sine 80 blæseinstrumenter, hentet rundt om på kloden. Hun inspireres af billedprojektionerne til både stille og kraftfuld musik, støttet af percussion - og derved geninspireres Karen T. til viderebearbejdning af billederne.

Der er således tale om reel brobygning mellem musik og billedkunst.

Arrangører er Sognehøjskolen: Sindal, Astrup, Lendum, Hørmested, Tolne, Mosbjerg, Ugilt, Bindslev og Sørig

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste