På med huen og op med flaget
Første studenter udklækket på EUC Nord
HJØRRING: Mandag fik EUC Nord sine første studenter.
Kl. 9 kunne Kasper Iskov Christensen fra Teknisk Gymnasium htx lade sig iklæde studenterhuen, da han var første elev på årgangen til at afslutte alle sine eksamener. Traditionen tro fik Kasper lov at hejse Dannebrog inden han kunne læne sig tilbage og nyde sin studentereksamen med familien. Kasper afsluttede sin eksamensrække i faget studieområdet.
Kl. 9.42 var familie og venner troppet op foran eksamenslokalet på Handelsgymnasiet hhx, hvor Kasper Færch Carlsson som den første på årgangen bestod i sin sidste eksamen i faget erhvervsjura. I anledning heraf fik Kasper traditionen tro overrakt en buket blomster af uddannelseschef Annette Nibuhr Thomsen, inden han og familien kunne trække sig tilbage og nyde den store dag.
Fredag formiddag uddeles de endelige eksamensbeviser på Teknisk Gymnasium, mens dimissionen afholdes lørdag formiddag på Handelsgymnasiet.