Optimisme er tilbage i fiskeriet

22. december 2017 kl. 09.49

Den årlige generalforsamling i torsdags for medlemmer af Hirtshals Fiskeriforening blev gennemført i en atmosfære af tilfredshed med udviklingen i det seneste år.

- Fiskeriet har været særdeles godt. Der har gennemgående været gode priser, så det må absolut have givet gode resultater på bundlinjen for den enkelte fisker, sagde formanden Niels Erik Nielsen på det velbesøgte møde i multihallen i Nordsøen Forskerpark.

Han føjede dog et lille men til ordene, og det indeholdt en bemærkning om, at fiskerne kom ud af året med al for megen fisk, der ikke blev fanget.

- Måske er der endelig en stjerne til de udskældte biologer, som har været med til at påføre os restriktioner gennem mange år. Nu har de sagt okay til væsentlige forhøjelser, men så kan fiskeriet ikke følge med, beklagede Niels Erik Nielsen situationen.

Måske har for megen blæseværd hen over farvandene også en del af skylden for, at kvoterne ikke blev fisket op.

Og endelig kaldte han det politisk makværk, at de endelige kvoter for 2017 blev meldt så sendt ud, at der kan have en del af skylden for, at kvoterne ikke bliver fisket op i år.

Formanden efterlyste derefter, at flere yngre går ind i fiskeriet, for med den størrelse kvoterne har nu, er det plads.

- Vi må alle arbejde på, at få flere fiskere og flere effektive fartøjer, understregede han og nævnte de muligheder, der er for støtte, herunder støtteordningen for nyetablerede yngre fiskere, som giver ret til lånefisk, køb af part i eller et helt fartøj samt rådgivning i opstarten.

Niels Erik Nielsen glædede sig derfor over, at der også i 2017 kom nye fartøjer til Hirtshals, herunder en nybygning HG 236 Milton, ejet af Jan Woller og trawler HG 15 Luanda, som Brian Normann og Christian har hjemtaget fra Norge.

- Det sender et signal om, at der igen er optimisme i fiskeriet. Så vi håber det er et vendepunkt, og at der fra nu af kun vil gå fremad i de næste mange år, fortsatte formanden.

Han udtrykte også tilfredshed med, at der kommet medlemmer fra andre havne.

- En del af dem lander fisk i Hirtshals, andre lander i deres hjemhavn, men de bidrager alle til fællesskabet, tilføjede han.

Samlet set bliver der i 2017 landet lidt færre fisk på fiskeauktionen i Hirtshals, men den totale omsætning stiger på grund af bedre priser på flere at de fiskearter, som lands på auktionen.

Rødspætterne udgør fortsat 35 procent af den samlede mængde landede fisk, og i gennemsnit er de steget på 17 procent. Størst stigning med 20 procent har der været på rødspætter str. 4.

Der har også været omend beskedne stigninger i prisen på landede torsk.

Kulmulen er en fiskeart, der er på vej frem som spisefisk, og der har fået afsmittende virkning på aktionsprisen, der i 2017 ligger 10 procent over sidste år. Tilmed er stigningen sideløbende med større tilførsel af kulmuler. Fangstmængden i 2017 er fordoblet i forhold til 2015.

Til gengæld er det blevet en 20 procent dårligere forretning at lande jomfruhummere ligesom mørksej er faldet i pris på auktionen.

MSC mærkning på de vigtigste fiskearter fra Skagerak og Nordsøen er en medvirkende årsag til den højere afregning på disse fisk.

- Vi har i perioder sammenlignet fisk fanget af ikke MSC fartøjer og MSC fartøjer, og ser væsentlig forskel på priserne, lød det fra Niels Erik Nielsen.

Beretningen indeholdt en række andre punkter, men der var ingen kritiske bemærkninger til den.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste