Opfordring fra borgere om at redde Sindal Mølle
Ni borgere i Sindal kommer nu med en opfordring til at møde op, når der den 13. december er ekstraordinær generalforsamling i Sindal Mølle, hvor møllens fremtid bliver afgjort.
Opfordringen kommer efter flere indlæg i den lokale ugeavis, hvor blandt andet møllens afgående formand Jens Holt Andersen har redegjort for historien om møllens renovering, og som også har været omtalt i Nordjyske Stiftstidende.
- et forløb der endte med en fuldstændig uforståelig dom til tre af bestyrelsens medlemmer - hvorfor netop de tre og ikke hele bestyrelsen? Disse tre frivillige har af egen lomme måttet betale 194.000 kr. hver. Et uhørt beløb, når man tænker på, hvilket fantastisk stort og frivilligt arbejde, de har udført for at bevare Sindal Mølle, skriver Anne Marie Thomsen på vegne af de ni borgere i et læserindlæg til avisen
Mon ikke der i byen er vilje til at hjælpe med at betale noget af de store beløb, som de tre har måttet betale? Sindal har mange foreninger - pengeinstitutter - forretninger og et godt erhvervsliv, og er en by med mange borgere. Er der ikke et pengeinstitut eller forening, der har en konto til rådighed for dette formål?
Skal vi ikke stå sammen i denne ulykkelige sag?
Sindal Mølle har gennem mange, mange år været et vartegn for byen. Turister kommer for at se den - og vores springvand rundt i byen - så på den måde har møllen altid været et godt aktiv for turismen og dermed også handelslivet i Sindal. I disse år hvor vind-energi er i højsædet her i landet og rundt om i hele verden, er vores gamle mølle et fint symbol - lad den fortsat være det!
- Den 13. december er der indkaldt til endnu en ekstraordinær generalforsamling, hvor møllens fremtid bliver afgjort. Mød op og lad os drøfte dette, slutter læserindlægget, som er underskrevet af
Ingrid Præstegaard
Doris S. Jensen
Jørgen Thomsen
Lønne Thomsen
Karsten Christensen
John Jensen
Jytte W. Jensen
Erik Stubben
Jørn Rolander