Opera i guldalderens København til Hjørring
Hjørring Musikforening inviterer til foredrag med Henrik Engelbrecht
HJØRRING: Søndag 3. marts klokken 15 kan medlemmer af Hjørring Musikforening opleve en lidt anderledes ”koncert” – nemlig et foredrag om ”Opera i guldalderens København” – om perioden fra den første opførelse af en Mozart-opera i Danmark i 1798 og frem til enevældens afskaffelse i 1848.
Foredraget holdes på Hjørring Gymnasium & HF Kursus
Henrik Engelbrecht fortæller levende og engageret om dengang ordensmagten også havde travlt på tilskuerpladserne og når københavnerne købte teaterbilletter; der var fysisk kamp om at få fat i de eftertragtede billetter, og der var tit slagsmål efter forestillingerne. Tag med i det iskolde og stinkende teater, hvor publikum spiser den medbragte mad undervejs i forestillingerne, og drikker rigeligt med brændevin til … når de altså ikke skal koncentrere sig om at smide rotterne ud af deres loger.
Henrik Engelbrecht arbejder i dag som forfatter og musikformidler – blandt andet for Copenhagen Phil, som podcastproducent for DR P2, holder foredrag – samt er kunstnerisk konsulent, bl.a. for Det Kongelige Teater og Tivoli.
Der er fri adgang for foreningens medlemmer, mens ikke-medlemmer skal betale entré ved indgangen.