Murer-Kjeld glæder sig til at komme hjem. Arkivfoto: Bente Poder
Mennesker

Murer-Kjeld havde tre købere på hånden: Nu får genboen denne udsigt - selv bygger han drømmehus i favoritbyen over dem alle

03. juni 2021 kl. 17:14

For tre år siden købte Murer-Kjeld og hans Ulla et gammelt fiskerhus i Lønstrup tæt på Rubjerg Knude Fyr.

Tanken er at jævne det med jorden for at gøre plads til et nyopført hus. Men projektet kunne ikke realiseres, før de havde solgt deres hjem gennem 18 år på Grønne Klitvej 215.

Ejendommen på Grønne Klitvej har været til salg i næsten et år - og huset er ganske særligt, fordi Murer-Kjeld selv har sat sit håndværksmæssige præg på det.

For en murer skal have gulv af sten, og Kjeld har brækket alle trægulvene op - og lagt mursten i stedet.

I badeværelset udtænkte han en bruseniche med form som en snegl, så man slipper for badeforhæng.

Murer-Kjeld glæder sig til at bygge et nye hus. Foto: Henrik Louis

I køkkenet har han selv støbt det høje spisebord med plads til en stor familie under de to store lysekroner, og de små sofaborde i stuen er også hjemmekomponerede.

Han har også opført et højt tårn i gavlen på huset, og da han byggede, kunne man se toppen af Rubjerg Knude Fyr, indtil nogle træer tog lidt af udsigten.

Så det var ikke et helt almindeligt hus, Murer-Kjeld havde til salg.

Men nu er det omsider solgt - og Murer-Kjeld kan komme videre med sine byggeplaner.

- Vi havde faktisk tre købere på hånden, men de skulle have solgt deres eget hus først, siger Kjeld Pedersen og tilføjer:

- Men nu lykkedes det endelig, og vi er rigtig glade for, at det blev vores genboer, der købte.

I første omgang har han selv købt et andet hus, som han er ved at sætte i stand, så han og hustruen kan bo dér, mens han bygger drømmehuset på Strandvejen i Lønstrup.

Han håber at tage første spadestik i september - og satser på at opføre sin drømmevilla hurtigt derefter.s

Han kan ikke helt forklare, hvorfor Lønstrup drager, men det gør byen.

- Mine forældre havde købt et lille hus i byen, og måske er det derfor, jeg har et særligt tilhørsforhold, siger Murer-Kjeld.

At det nye hus i Lønstrup ligger tæt på Rubjerg Knude Fyr er også et kardinalpunkt.

Lige nu kan han ikke se fyret fra sin nye matrikel. Men det bliver der lavet om på.

- Jeg er allerede begyndt at tænke over en løsning. Og jeg skal nok finde den.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu