Olympisk stævne i Sindal Hallen

Børnene i Børnehuset Myretuen viste deres kunnen frem

17. marts 2020 kl. 13.01

SINDAL: Sidste onsdag var der ekstra meget leben i Sindal Hallen. Anledningen var Børnehuset Myretuens store OL arrangement med alle 41 børn fra vuggestuen og børnehaven som deltagere. Det var første gang Børnehuset holdt så stort et idrætsstævne for de små poder.

Siden september sidste år, har Myretuen trænet til denne store dag. De har rejst fra Hørmested til Sindal hver anden onsdag og trænet på de øvelser, som børnene viste til det store Olympiske Stævne.

Der var en flot indmarch med banner, fakkel og flag, som stolt blev båret frem for de mange forældre og bedsteforældre, der var inviteret med til begivenheden.

Straks efter at Majse, der er leder af Børnehuset, havde budt velkommen kastede børnene sig over de ti forskellige discipliner. Midtvejs var der en lille pause, hvor der blev budt på pølsehorn, pizzasnegle og saftevand.

Med den iver og interesse, der var fra børn og voksne, er det helt sikkert, at Myretuens OL bliver en fast årlig begivenhed. Og fremover bliver der ikke så langt til Sindal Hallen, da Børnehuset Myretuen flytter fra Hørmested til Sindal efter sommerferien.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste