OL-guld til Hirtshals-elever
Med den stand AGF’s superligahold er i, så er guldmedaljer nok noget, der har lange udsigter på Ceres Park & Arena i Aarhus - men så er det jo godt, at der kommer gæster udefra, som kan få det ædle metal til at glimte i sommersolen på stadion.
Det har Hirtshals Skole blandt andet sørget for i atletikkonkurrencen: Som tidligere omtalt, så klarede skolen sig til UG med kryds og slange ved den lokale udgave af Skole OL i Park Vendia i Hjørring i maj - tre klasser kvalificerede sig direkte til det landsdækkende finalestævne, mens en klasse kom med på et wild card.
Og onsdag endte det så med, at en af klasserne rendte med guld i det østjyske - det fik skolen til at skrive følgende på sin facebook-side:
- Så kører bussen fra Aarhus med 23 OL guldvindere i atletik. 5.b har løbet, kastet og sprunget sig i tre finaler, hvilket gav 102 point og en samlet 1. plads blandt finalestævnets 75 deltagende klasser. Er SÅ stolt af den her herlige flok, lyder meldingen fra en lærer.
4b fra Hirtshals Skolecenter har også klaret sig ret godt. Efter stafetløb lå holdet på en 13. plads.
I konkurrencen for 6. kl. lå Hirtshals torsdag middag på 11. pladsen før stafetløbet.