Ol(d)ympiske Lege ...

Omkring 200 deltagere til OL for ældre på Vellingshøjcentret

29. maj 2018 kl. 13.25
HJØRRING: Aktiviteterne foregik i et adstadigt tempo, så der var ikke mange, der efterlyste slow motion-optagelser fra Vellingshøjcentret i Højene, der for femte år i træk afviklede OL for ældre.
En god håndfuld ældre- og aktivitetscentre deltog i legene, der bød på seks discipliner - eksempelvis ringridning og bowling.
Efter flere ugers bragende solskin åbnede himlen tidligt tirsdag morgen for sluserne, så man kunne være nervøs for den olympiske flammes ve og vel senere på dagen.
Den blev tændt af søster Marie Møller fra Havbakken i Tornby, men der skulle mere end et par små formiddagsbyger til at slukke den.
Formanden for sundheds- ældre og handicapudvalget, Per Møller (K) holdt en lille åbningstale, hvorefter legene gik i gang.
Omkring 60 ældre deltog aktivt, mens andre kiggede på. Med personale og frivillige - samt tilskuere i form af lokale dagplejere med børn - var der vel et par hundrede samlet set.
- Vores OL for de ældre har egentlig nået en passende størrelse, som det er i dag. Baggrunden er, at vi gerne vil give beboerne nogle gode hverdagsoplevelser. Og så er det selvfølgelig altid godt for fysikken at bevæge sig lidt - det gør vi nu også i det daglige med eksempelvis zumba, fortæller lederen af Vellingshøjcenteret, Anette Hastrup.
Forskellige sponsorater gjorde, at der hverken skulle spares på vådt eller tørt, så der var rigeligt at forsyne sig med, hvis de fysiske strabadser havde drænet deltagerne.
Som en lille gimmick blev der ligeledes udført doping-kontrol med et smil på læben.tn
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste