Billede beskrivelse

Også unge må leve med angst og depression

22. oktober 2017 kl. 15.17

Bedre Psykiatri, lokalafdeling Hjørring, inviterer alle interesserede til en aften med fokus på børn og unge med angst onsdag 1. november i Forsamlingsbygningen.

- Angst fylder så meget i disse unges hverdag, så den har afgørende betydning for deres livskvalitet, lyder det fra Ellen-Margrethe Pagter fra Bedre Psykiatri.

Psykolog, Maria Andersen, fra " Selvhjælpsgruppen for unge med angst" i Aalborg fortæller på aftenen om sit arbejde i selvhjælpsgruppen, lige som EN AF OS-ambassadør, Jan Schrøder, fortæller sin historie, om at lever en dagligdag med angst og depression.

Alle interesserede er velkommen i Forsamlingsbygningen, Østergade 9, Hjørring klokken 18.30 - 20.30, og der er gratis adgang.

- Depression er noget af det mest plagsomme i tilværelsen. Især hos børn og unge kan tungheden, tristheden og de eventuelle kredsende dødstanker få alvorlige konsekvenser. De aner nemlig ikke selv, hvad der foregår, og derfor er de ofte tavse om problemerne, fortæller Elle-Margrethe Pagter.

Mange voksne med depression fortæller, at de har haft deres første episode i barndoms- og ungdomsårene. Men omgivelserne var ikke opmærksomme på det, og de var heller ikke selv klar over, hvad det egentlig var, der skete med dem. Børn på 12-13 år eller yngre aner ikke, hvorfor de pludselig føler sig triste, tomme og stivnede indvendig".

- Og netop børnenes tavshed betyder, at deres depressioner let bliver overset af både forældre, lærere, pædagoger og læger.

Konsekvenserne af en overset depression kan imidlertid være alvorlige. Barndom og ungdom er meget vigtige og følsomme perioder i livet, og en depression kan være en afgørende hindring for den personlige og sociale udvikling.

Måske kan de ikke klare at gå i skole, og hvis de kan, oplever de mange nederlag. Nogle må gå en klasse om. De mister også interessen for fritidsaktiviteter og for fritidsordningen, de mister deres kammerater, og de isolerer sig. Det slår deres liv og udvikling i stykker netop i de vigtige ungdomsår.

Der er flere årsager til depression hos børn og unge. Nogle depressive tilstande er arvelige. Det betyder, at hvis flere i familien har haft en depression, så er der større risiko for, at et ungt familiemedlem også bliver ramt af sygdommen. Det er dog langt fra sikkert. Årsagen kan også være svære konflikter i familien, problemer i skolen samt triste eller voldsomme hændelser i form af dødsfald, forældrenes skilsmisse, tab af venner eller kæreste og flytning fra en by til en anden.

Der er de senere år sket en markant stigning i antallet af børn og unge, der henvises til behandling i psykiatrien. Erfaringen viser, at halvdelen af alle psykiske lidelser starter ved 14-års alderen, og at 75 procent af de, der bliver ramt, er syge inden deres 25. år.

Man anslår, at mellem 50 og 70 procent af de deprimerede børn får antidepressiv medicin, mens næsten alle unge deprimerede får ordineret medicin. Forbruget af antidepressiv medicin til børn har været stærkt stigende, siden de kom på markedet for godt ti år siden.

I Sundhedsstyrelsen har netop på den baggrund forbudt de praktiserende læger at udskrive antidepressiv medicin til børn - men ikke til unge over 12-13 år. Børn med depressive symptomer skal således henvises til en børnepsykiater. Det fører dog ikke nødvendigvis til et lavere forbrug af de antidepressive midler.

Elever på landets ungdomsuddannelser kæmper med psykiske problemer, der i sidste ende får dem til at droppe uddannelsen. Problemerne hos eleverne varierer fra psykiatriske lidelser som depression, angst, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd til problemer af mere social karakter, hvor specielt vold og misbrug af stoffer og alkohol slår igennem.

Angst er en naturlig del af alle børns liv og er godt i små doser, fordi det får os til at passe på os selv. Men for nogle sårbare børn tager angsten overhånd og forhindrer dem i at leve et liv på linje med kammeraternes. Når angsten griber alvorligt ind i barnets normale hverdag, er der behov for hjælp.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste