Og det var ikke farligt: Jørn Ussing Larsen slået til ridder
Inger og Jørn Ussing Larsen har sammen troet på og kæmpet for at skabe Kornets Hus - dette arbejde blev de hædret for
GULDAGER: Jørn Ussing Larsen, der har sået og gødet ideen til Kornets Hus, måtte på knæ, da der mandag var åbent hus for ildsjæle, frivillige og venner af huset.
Skipper Clement Lauget slog for 55. gang en borger til ridder af Skipper Clements Sværd, og den borger var ingen ringere end Jørn Ussing Larsen.
Jørn sikrede sig med smil i stemmen, at der ikke var risiko for halshugning, inden han knælede på gulvet i Kornets Hus - og han fik tilmed forsikring om, at der var hjælp at hente, når han skulle op at stå igen.
Carsten Levorsen forestod på vegne af de tre Lions-klubber i Hjørring ridderslagningen med ordene:
- I bedste Skipper Clement-ånd har du kæmpet for det, du troede på. Derfor tildeler vi dig Skipper Clement-sværdet og slår dig til ridder for at have udviklet og genskabt det gode korn og fået det i hus.
Det gedigne sværd får han til låns. Og det afstedkom omgående Jørns overvejelser om, hvorvidt han kunne cykle hjem med det.
Jørn Ussing Larsen får nu sit navn på sværdet sammen med andre gode borgere, der har opnået anerkendelsen. Og med hæderen fulgte også et lille sværd i sølv.
- Og det er nypudset, lød det fra Carsten Levorsen.
Egnens påskønnelse
Jørn Ussing Larsen og hans hustru Inger har sammen troet på og kæmpet for at skabe Kornets Hus. Og undervejs har de - og deres samarbejdspartnere - mødt en del skepsis og modstand.
- Men i dag, når vi ser Kornets Hus, er al skepsis forsvundet. Verden har forandret sig, og det var dig og Inger, der var fremsynede, lød det fra Carsten Levorsen.
- Ideen har været undervejs i 17 år, og nu står vi i det her pragtfulde hus, som skal danne ramme om kornets historie i alle dets aspekter. Et videns- og inspirationscenter med kornets historie som omdrejningspunkt.
- Du og Inger har været sammen om interessen for de gamle kornsorter, og sammen har I inspireret hinanden.
- Skippe Clement Sværdet er et synligt symbol på egnens påskønnelse og en tak for din og jeres store indsats, lød det fra Carsten Levorsen til Jørn og Inger.
Eksamen bestået
Jørn var ved ridderslagningen iført sin nye halmhat, som han havde fået af datteren og svigersønnen - Maria og Christian.
- Stort tillykke til Kornets Hus og alle involverede for ideen og byggeprocessen og klargøringen til at modtage gæster. Et særligt stort tillykke skal lyde til min mor og far - Inger og Jørn - som har troet på, kæmpet for og gjort alt, hvad de kunne, for at vi skulle stå her i dag, sagde Maria
- Jeg har fulgt med i hele processen, og jeg er meget stolt og glad for at stå her i dag og se det flotte resultat.
Datter og svigersøn medbragte en stor, men meget let pakke. Og den indeholdt en flot hat i halm fremstillet efter mål i Halmens Hus i Sverige.
Og mens studenterne kan sætte den hvide hue på hovedet, kunne Jørn tage halmhatten på som symbol på bestået eksamen. Og hatten passede!