Offshore firmaet Safe Ocean Service konkurs
Dykkende markedspriser, missede storordrer og et forlist amerikansk eventyr koster Hirtshals-virksomheden Safe Ocean Service livet. Offshorefirmaet er blevet taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Hjørring på grund af ubetalt løn til de ansatte.
For over to år siden havde virksomheden 80 ansatte, men kraftigt dalende aktivitet gjorde, at det kun var 15 tilbageværende medarbejdere, der blev sendt hjem for 14 dage siden med en fritstillelse i hånden.
Simon Mejlholm, advokat ved advokatfirmaet Ledet, Willadsen & Mejlholm fra Hjørring, blev udpeget som kurator i fredags, og han er i øjeblikket i gang med at få dannet sig et overblik i konkursboet.
- En væsentlig årsag til konkursen er to borerigge, som man havde forventet ville komme i ordrebogen tilbage i starten af 2016. I og med at riggene ikke blev til ordrer, havde man et fald i omsætningen, og udgifterne var derfor for store. Sammenholdt har generel afmatning i oliebranchen gjort, at man prismæssigt ikke har været i stand til at generere et overskud, siger kurator om de primære årsager til konkursen.
Amerikanske problemer
Safe Ocean Service havde ikke igangværende projekter, da virksomheden blev taget under konkursbehandling. Tilbage i foråret kom Safe Ocean Service med et blødende regnskab.
Ud af et stort underskud på 17 mio. kr. kunne virksomheden pege på problemer i sit amerikanske datterselskab i Houston og associerede selskaber, der var årsag til over 9 mio. kr. af tabet.
Dengang fratrådte den daværende administrerende direktør og medstifter Chris Durhuus og blev erstattet af den hidtidige økonomidirektør Henrik W. Christiansen.
Ingen interesse for videre drift
Der er i øjeblikket ikke de store muligheder for en videreførelse af aktiviteterne på havnen i Hirtshals. Kuratoren har fået flere henvendelser fra offshore-virksomheder, der er interesseret i den konkursramte virksomheds varelager. Men der er ingen projekter i ordrebogen, og der har foreløbigt ikke været interesse for at drive den konkursramte virksomhed videre i et nyt selskab.
Den konkursramte virksomhed har delt adresse med Safe Wind Service, der blev stiftet i juli 2016 og som er en separat virksomhed. Safe Wind Service vil derfor ikke blive påvirket af konkursen.