Østtribunen fyldes med glade tilskuere
400 billetter i spil til Fortunakampen på lørdag
KOMMUNEN: Nu får Fortunas tilhængere lejlighed til at følge deres spillere på nærmeste hold, så nært som nu coronaen tillader.
Med den seneste åbning må der nu være i alt 500 på Nordenergi Arena i Hjørring, når Fortuna lørdag kl. 14 har hjemmebanepremiere mod VSK Århus.
De første 100 personer dækker spillere og andre der er nødvendige for kampafviklingen, og så er der 400 tilskuerpladser.
Efter Fortunas fornemme start i Gjensidige Kvindeligas slutspil i Farum – det blev til en 2-0-sejr – kan man godt forestille sig, at der er interesse for at komme tæt – så tæt som coronaen nu en gang tillader – på pigerne.
Alle tilskuere skal sidde på Øst tribunen, hvor personale viser på plads, så vi kan overholde reglerne for afvikling af kampe med tilskuere.
Billetterne reserveres efter ”først til mølle”-princippet og koster 40 kroner.