Billede beskrivelse

Økofestival i Bindslev

12. maj 2017 kl. 07.44

Hvorfor økologi, hvad er økologi og hvordan smager økologisk mad? Det er nogle af de mange spørgsmål som gæsterne får mulighed for at få svar på lørdag 20. maj.

- Det bliver muligt at få en dialog med landmænd, der har omlagt til økologisk landbrug, en lokal landmand, der er ved at omlægge til økologiske grøntsager. Ja, selv det at have økologiske grise i en mobil stald bliver der mulighed for at høre noget om. Der vil også være store landbrugsmaskiner på parkeringspladsen, fortæller Klaus Kold, uddeler i Dagli’Brugsen, Bindslev.

Selv om Bindslev er en landsby "langt ude på landet", er det lykkedes gennem dialog med kunderne om deres ønsker og behov at skabe øget interesse for økologi og et markant øget salg.

Det startede i september 2016. Der blev etableret en særlig sms-gruppe for økologiinteresserede, og herigennem er det økologiske salg steget støt siden.

- Vi vil gerne øge kendskabet til og interessen for økologi. Vi har fået mange forskellige leverandører og producenter til at fortælle om økologiske produkter og ikke mindst give gæsterne en mulighed for at smage. Jeg kan som eksempler nævne kylling, kaffe, øl, grøntsager, flere forskellige slags pålæg, mejeriprodukter, brød, marmelade og vin, tilføjer formand for butiksbestyrelsen, Flemming Andersen.

Arrangementet afholdes i tidsrummet kl. 11.00 -16.00 på parkeringspladsen ved Dagli’Brugsen i Bindslev.

Det hele sluttes af om aftenen med fællesspisning, hvor det vil være muligt at deltage i en økologisk middag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste