Odd Fellow Logerne deler penge ud
200 året for Odd Fellow Ordenen i Danmark markeres i Hjørring med uddeling af penge
HJØRRING: Odd Fellow Ordenen i Danmark fejrer i år 200 året for indførelsen af ordenen i Danmark. I Hjørring fejrer Odd Fellow Logerne det med uddeling af i alt 100.000 kroner til udvalgte, lokale foreninger, humanitære formål, enkeltpersoner og andre med særlige behov.
Ansøgningsfristen for at komme i betragtning til donationerne er 11. marts, og ansøgningerne skal afleveres til Odd Fellow Logerne i Hjørring i Dronningensgade 24, oplyser Lise Landsted og Jacob M. Jacobsen på vegne af logerne.
Uddelingen vil ske sidst i april ved en reception i logehuset i Dronningensgade, hvor tre loger har til huse - nemlig Loge 30 Vendsyssel, Loge 40 Søsterlogen Ingeborg Spager og Loge 108 Nordsøen.