Oceanariet fik død vågehval til dissektion
I går fredag formiddag ankom en seks meter lang vågehval til Nordsøen Oceanarium i Hirtshals for at blive dissekeret
Hvalen blev fundet torsdag, da bundgarnsfiskerne Troels og Poul Tvilling skulle røgte deres bundgarn ud for Skagens havn.
Her opdagede de noget temmelig usædvanligt. Der lå en ca. 6 meter lang død vågehval i bundgarnet.
Siden 1991 har der af Naturstyrelsen i samarbejde med Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og Statens Naturhistoriske Museum, Zoologisk Museum i København, været gennemført registrering af strandede havpattedyr, som overvejende omfatter marsvin og sæler.
I undersøgelserne skulle hvalen måles og vejes og der skulle tages en masse prøver til forskning. Det var også et mål at kunne sige noget om dødsårsagen, samt hvalens alder og køn.