Nyt løb tog de første skridt
Opbakningen var ikke overvældende til det første kvindeløb i Fortuna Hjørrings regi
Al begyndelse er som bekendt svær for det meste.
Og det var det også, da fodboldspillerne i kvindernes 3F liga søndag tog hul på slutspillet, hvor Fortuna er sikret et godt udgangspunkt, idet det lokale hold vandt grundspillet.
Succes på banen er desværre ikke lig med fyldte lægtere, når der er tale om kvindefodbold.
Til den første hjemmekamp i foråret havde folkene fra Fortuna Hjørring derfor fundet på, at der forud for kampen, som hjemmeholdet i øvrigt vandt 3-1 over Kolding, skulle løbes et 3,5 kilometer langt motions-/ hyggeløb for kvinder.
Forhåndstilmeldingerne var ikke ovenud store, før løbet skulle skydes i gang klokken 12 - en time før planlagt kampstart.
- Der har været kvindeløb før, men det er noget nyt med et løb forud for en fodboldkamp. Vi gør det for at tiltrække flere tilskuere til vore kampe og for at sætte mere fokus på kvindefodbold, siger Keld Simonsen fra Fortuna Hjørring.
Sjovt nok var det ene mænd, som stod for praktiske inden løbet.
Anders Mariegaard var en af dem, og han kunne se på fremmødet, at der nok ikke var afsætning i de mange goodie-bags, som som nogle af klubbens sponsorer havde pakket til de første 100, som meldte sig til.
- Det er en begyndelse. Næste år kan det være, at vi arrangerer et familieløb, men det er jo kvindefodbold, siger han.
De to veninder, Dorthe Søndermølle og Lene Krag, som begge er løbere havde fattet konceptet.
- Jeg synes, det er en god ide, for så kommer jeg ind og ser en kvindefodboldkamp, siger Dorthe Søndermølle, som tvivler stærkt på, at hun ellers kunne blive lokket til fodbold.