Billede beskrivelse

Nyt galleri og madkunst i Tversted

02. juni 2017 kl. 09.10
Opdateret 06. juni 2017 kl. 09.01

Et ægtepar med aner i Skagen og den græske storby Athen har slået rødder i Tversted med henholdsvis Galleri Valeur og et madlavningsfirma med udgangspunkt i Tversted gl. Skole.

- Jeg er udøvende kunstner og min mand er kok. Efter at have været fuldtidskunstner de sidste 15 år og en produktion over 1.100 værker, besluttede jeg mig for at åbne et galleri i Nordjylland tæt på Skagen, hvor min oldefar i sin tid havde huse, som siden er solgt, forklarer Mikala Valeur og fortsætter:

- Det var en barndom, hvor hver sommer med min far, var i det nordjyske, og som har givet en naturlig tryghed og genkendelige rammer til at opstarte et projekt, samtidig med at være et sted, hvor jeg ville kunne bo fast.

Mikalas mand Stavros er opvokset i Athen og uddannet kok i Frankrig, og han har ligeledes kunne føle sig trygheden, når parret kom til huset i Gl. Skagen.

- Det nordjyske område har samme rå natur som Grækenland og dens omkring liggende øer, fortæller Mikala Valeur, som besøgte øen Serifos hver sommer sammen med sin mor. Det var også her hun første gang mødte sin mand. Sammen har de sønnen Maxim som bliver 17 til sommer og som er blevet boende i København.

Parret har købt gården Skagensvej 88, hvor Galleri Valeur åbnede for kort tid siden med udstilling og atelier bagved.

- Jeg har som kunstner udstillet flere steder rundt i verden, og beskæftiger mig med medier lige fra skulptur og installation til maleri og foto kollage, med materialet som inspiration. Da hele min familie er kreative, er det derfor lige så naturligt for mig at lave kunst, som at indånde luften, oplyser hun.

Hendes mand har arbejdet på flere a la carte restauranter og de sidste 10 år for Meyers. Nu har han åbnet sit eget firma, hvor han producerer mad i den tidligere skole i Tversted til Isagers kursister. Samtidig med har han brødsalg og morgen godter på alle helligdage fra skolen. Hans store passion er brød bagt på surdej og derfor har han også importeret en stenovn fra Belgien, som han synes var den bedste.

Der hører en grund på 1.5 hektar til gården, hvor der skal være frugttræer, dyrkes krydderurter og diverse andre ingredienser til Stavros madlavning.

- Vi har indtil videre mødt venlighed overalt vi har trådt, og vi er dybt taknemmelige for at kunne have fået så fin en mulighed, med så meget smukt natur omkring og de fineste mennesker at møde, understreger Mikala Valeur.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste