Billede beskrivelse

Nyt asfalt kan give kø på motorvejen

26. juni 2017 kl. 09.34

Mandag morgen begyndte asfaltarbejdet på Hirtshals-motorvejen mellem Vrå og Brønderslev. Der skal lægges ny asfalt på en del af motorvejen og arbejdet ventes færdigt torsdag 13. juli.

- Det drejer sig om ca. otte kilometer på E39 i det sydgående sport, oplyser ingeniør Kirsten Guldbæk Roelsgaard fra Vejdirektoratet. Vejarbejdet omfatter også tre ramper ved Brønderslev.

Arbejdet indledes med, at den gamle belægning affræses. Herefter udføres der lokale reparationer i den underliggende belægning. Endelig lægges der ny belægning og til slut males der striber.

- Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne, fortæller Kirsten Guldbæk Roelsgaard.

Trafikken bliver i perioden ledt til det nordgående spor i hele perioden, og det kan give anledning til kødannelse.

Vejarbejdet betyder spærring af de sydgående ramper, nemlig til- og frakørsel 6 Brønderslev C og frakørsel 7 Brønderslev S.

For tilkørsel til E39 sydgående fra Brønderslev henvises til 7 Brønderslev S og for frakørsel sydgående henvises til 5 Vrå. - Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet vil medføre for trafikanterne, lyder det fra Kirsten Gulbæk Roelsgaard. Dårligt vejr kan udsætte arbejdets afslutning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste