Nysgerrig på kommunens nye plejehjem: 14. oktober er der åbent hus
SINDAL: Byggeriet af Soldalhus nærmer sig sin afslutning, og nu kan alle nysgerrige få et ”sneak peak” på det nye byggeri.
Inden indflytning vil Hjørring Kommune nemlig gerne invitere alle interesserede til åbent hus. Det fortæller Tine Hansen, der er konsulent hos Sundheds-, Ældre- og Handicapforvaltningen hos Hjørring Kommune.
Det sker mandag 14. oktober klokken 15.00-17.00.
Adressen er Ved Banen 8, 9870 Sindal, og arrangementet er gratis og uden tilmelding.
Soldalhus kommer til at indeholde 96 plejeboliger, og det skal erstatte ældrecentrene Vendelbocenteret i Sindal og Smedegården i Bindslev.
Derudover kommer Soldalhus til at indeholde en sygeplejeklinik, aktivitetscenter, genoptræning og ikke mindst Café VIKÁ, der er en café drevet af borgere med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.
Flytningen til Soldalhus vil finde sted i løbet af oktober-november 2024.
Tine Hansen håber, at rigtigt mange vil benytte sig af lejligheden.
- Det er jo et hus, der kommer til at få betydning for rigtig mange mennesker. Dels vil der være ene masse mennesker, der kommer til at kalde Soldalhus for deres nye hjem, og dels vil der være mange, der kommer til at skulle bruge Soldalhus i forbindelse med aktivering, genoptræning, sygepleje og/eller lidt godt at spise i caféen, siger hun.