Billede beskrivelse

Nye tal: Sådan går det for kommunens foreninger

08. april 2024 kl. 06.02

HJØRRING:

Idrætsforeningerne i Hjørring Kommune oplevede en medlemsfremgang på 598 i 2023, og på nationalt plan har medlemstallet i foreningerne under Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI sat rekord endnu en gang.

Det skriver DGI Nordjylland i en pressemeddelelse.

Sidste år præsenterede DIF og DGI et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger. Den nye opgørelse viser, at foreningerne har tilføjet yderligere 85.261 medlemmer, hvilket bringer det samlede medlemstal op på 2.424.915.

I Hjørring Kommune var der også en medlemsstigning i 2023, med 598 flere medlemmer, hvilket resulterer i i alt 25.672 medlemmer i kommunens 124 idrætsforeninger.

Fodbold, fitness, padel, og senioridræt er de idrætsgrene, der har set den største fremgang. Blandt aldersgrupperne er det personer over 60 år, der udviser størst fremgang, mens unge kvinder mellem 13 og 24 år har en svagt nedadgående tendens i foreningsdeltagelse.

- Vi er glade for at se, at arbejdet ude i foreningerne skaber værdi og der er flere borgere, som kommer ud og bliver en del af foreningsfællesskaberne. Vi har selvfølgelig også en opmærksomhed på, hvor der er potentialer for at gøre det bedre, som vi må se ind i sammen på tværs foreninger, kommune og organisationer, fortæller Mathias Holger Nielsen, formand for Fritids- og Folkeoplysningsudvalget i Hjørring Kommune.

I 2019 overskred medlemstallet i DIF og DGI's idrætsforeninger for første gang 2,3 millioner. Efter et kortvarigt fald under coronapandemien, er medlemstallet nu steget til over 2,4 millioner.

- I Nordjylland følger vi den landsdækkende tendens, hvor der er kommet mange flere nordjyder ind i foreningslivets sunde fællesskaber, siger Benny Henrik Hansen, der er formand i DGI Nordjylland og fortsætter:

- Når vi dykker lidt ned i tallene, kan vi se at aldersgruppen over 60 år er steget markant, mens vi fortsat skal have opmærksomhed på et få endnu flere piger ind i foreningerne.

Hans Natorp, formand for DIF, er også glad for den nationale udvikling i medlemstallet og fremhæver de frivilliges indsats som afgørende for foreningernes succes.

Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om "Bevæg dig for livet"-visionen, støttet af Nordea-fonden og TrygFonden, med målet om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.

Samarbejdet vil fortsætte ud over den oprindelige visionsperiode, der udløber i 2024, med fokus på at øge antallet af aktive borgere og medlemmer i idrætsfællesskaberne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste