Nye ejere på Bjesken: - En vildt svær beslutning
1. oktober er der ny ejer-kreds på Hjørring-værtshuset Bjesken i Strømgade.
Det oplyser 38-årige Morten Weinkouff, der p.t. ejer stedet sammen med to andre.
- Efter 10 år på Bjesken er det på tide at komme videre. Så vi slog til, da muligheden kom, siger han.
- Men det er en vildt svær beslutning, og det gør da også ondt, tilføjer han.
Med i ligningen indgår også tid og familieliv - blandt andet har Morten Weinkouff et blot otte måneder gammelt barn på hjemmefronten.
Han slipper dog ikke taget i ølhanerne fuldstændig.
Sammen med et par andre gutter ejer han Zwei Grosse Bier Bar i Hjørring.
- Det vil jeg nu koncentrere mig om, og stedet har potentiale til at blive udviklet yderligere, siger han.
Han er ikke klar til at fortælle navnet - eller navnene, for der er to - på de nye ejere endnu.
- Men det er nogle venner, der overtager - og vi kommer helt sikkert til at samarbejde. Det kan være i forhold til dørmænd og vareindkøb. Jeg ser ikke de to steder som konkurrenter, siger Morten Weinkouff.
Der holdes afskedsfest 16. september på Bjesken.