Billede beskrivelse

Ny vært i Lendum Kultur- og Borgerhus

I forbindelse med overtagelsen af køkkenet i Lendum Kultur- og Borgerhus, har Morten Cassøe stiftet firmaet ”Mortens Ret”,

18. juli 2019 kl. 13.54

LENDUM: Bestyrelsen for Lendum Kultur- og Borgerhus har indgået en forpagtningsaftale med Morten Cassøe som ny vært fra den 1. august 2019. Morten afløser Solvej Jensen, der efter fire år som værtinde har søgt nye udfordringer tættere på sin bopæl.

Morten Cassøe er 43 år, gift med Maria og tilsammen har de fire børn. De bor i Lendum tæt på Kultur- og Borgerhuset. Maria er kendt af de fleste som aktiv i Kulturhusets dilettantforestillinger. For tiden er Maria på barselsorlov. Morten er kendt for sit engagement i foreningslivet. Han er initiativtager til oprettelsen af Hjørring Esport, som han i dag er formand for. Foreningen er støt voksende og tæller for tiden 87 meget aktive medlemmer.

Morten Cassøe skal nu varetage driften af det anerkendte køkken i Lendum Kultur- og Borgerhus og levere maden til husets mange selskaber samt til Borgerforeningens arrangementer. Morten Cassøe er uddannet tjener og har her 12 års erfaring. Han har blandt andet været restaurantchef på restaurant Snerlen i Frederikshavn, tjener på Ålbæk Gl. Kro, restaurant Messen ved Skallerup Klit samt Scandic i Frederikshavn. Morten har også erfaring med madlavning både i små og store portioner. En erfaring han har erhvervet som skibskok, hvor han har sejlet på Afrika og Asien.

Herudover er Morten Cassøe uddannet handelsassistent og har haft ansættelsen ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring samt forskellige samt jobs som salgskonsulent blandt andet ved Nordtronic i Frederikshavn.

I forbindelse med overtagelsen af køkkenet i Lendum Kultur- og Borgerhus, har Morten stiftet firmaet ”Mortens Ret”, hvor der både på en Facebook- og hjemmeside af samme navn kan reserveres lokaler i Kultur- og Borgerhuset samt bestilles mad ud fra et righoldigt menukort. Der kan selvfølgelig fortsat reserveres lokaler og bestilles mad ved direkte henvendelse til Morten Cassøe, der vil være i Kulturhuset dagligt. Han satser på det gode traditionelle danske køkken med inspiration fra både det nordiske og franske køkken. Morten kan lave alt lige fra den gode gammeldags flæskesteg med kartoflervenlig brun sovs til moderne mad med franske saucer.

Allerede fra den første dag får Morten travlt. Der er stort diamantbryllup med 64 gæster, der skal have en treretters menu. De populære Banko aftener hver tirsdag året rundt med omkring 100 deltagere fortsætter uændret. Til disse aftener vil Morten lave en særlig Banko-menu, der kan nydes, inden spillet begynder. Travlheden fortsætter hen over efteråret, hvor der allerede nu er 20 reservationer.

Lendum Kultur- og Borgerhus er et moderne og nyrenoveret hus, hvor der kan afholdes mange arrangementer på samme tid. Der er tre sale på i alt 300 kvadratmeter. I den store sal kan der dækkes op til 150 gæster, i den mellemste til 60 gæster og i den mindste sal til 30 gæster.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste