Ny Swingom sæson i Tornby Forsamlingshus

07. oktober 2017 kl. 08.55

Forleden begyndte efterårssæsonen for de meget populære "Swingom" aftener i Tornby Forsamlingshus.

På denne første aften kom der 55 danseglade gæster fra nær og fjern.

- Jeg er meget glad for, at der er kommet så mange. Vi er altid spændt på, hvor mange der kommer, når en ny sæson starter. Heldigvis er der stadig opbakning til disse glade danseaftener, fortæller formanden for forsamlingshuset Tille Pedersen.

Der var "Husets Hyggeorkester", et sammensat orkester fra lokalområdet, der spillede op til dans. Efter der var danset en times tid, var der kaffe og brød. Derefter ledte Finn Hedegaard fællessangen, hvor efterårets sange og salmer blev sunget, inden dansen fortsatte indtil halvellevetiden.

Men der sker meget andet i Tornby Forsamlingshus denne efterårssæson. Hver mandag klokken 18 er der "Vild med dans", og umiddelbart herefter spilles der præmiewhist. Hver tirsdag er der folkedans, og torsdag den 12. oktober er der inviteret til irsk aften med irsk øl, og The Irish Waterfalls spiller op til dans. Onsdag den 1. november er der igen "Swingom" med Hundelev Harmonikavenner og Kielgasterne. I anledning af Mortens Aften spilles der onsdag den 8. november om 25 ænder, og sæsonen afsluttes med en stor traditionel julefrokost torsdag den 7. december med dans til familien Eriksen og Kielgasterne.

Med alle de aktiviteter er forsamlingshuset stadig et levende midtpunkt i Tornby, hvor der altid kommer mange til de forskellige arrangementer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste