Ny rekord?: Hele fem sigtelser i et hug til knallertkører i Hjørring - og en konfiskering
Det blev til intet mindre end en håndfuld sigtelser til føreren, da Nordjyllands Politi onsdag aften stoppede en knallert på Palleskær Engvej i Hjørring.
Anledningen var, at han kørte frem mod rødt lys, og da patruljen kontaktede ham, virkede han påvirket. En narkotest på stedet viste udslag for cannabis. Føreren af knallerten kan nu se frem til sigtelse for følgende forhold:
• Kørsel på knallert i påvirket tilstand
• Forkert placering på vejen
• Manglende brug af hjelm
• Nummerpladen tildækket
• Kørsel i frakendelsestiden
Knallerten blev desuden konfiskeret, da manden havde kørt i frakendelsestiden to gange i 2021. Knallerten vil i øvrigt blive undersøgt for konstruktive ændringer.