Ny lingeri-butik åbner i Østergade Hjørring
Camilla Stokbro Petri er klar til at klæde kunderne rigtigt på inderst inde
HJØRRING: Petri Lingeri er navnet på Hjørrings ny lingeriforretning, der åbner i Østergade 11 fredag 23. november.
Butikkens indehaver er 34-årige Camilla Stokbro Petri fra Hjørring. Med hende møder kunderne en engageret og passioneret kvinde med stor erfaring fra branchen.
Og der bliver fristelser og støtte til enhver størrelse og form - også til den ammende mor, der skal have en god og pæn amme-bh.
Den rigtige bh
Camilla er udlært i Sallings undertøjsafdeling, og hun har tidligere arbejdet i Blondehuset i Løkken, og har været vild med jobbet.
- Jeg har altid drømt om at få min egen lingeributik. Jeg får et kick, når kunderne får den helt rigtige bh - det driver mig, smiler Camilla, der gerne hjælper kunderne til rette i prøverummet.
- Det er vigtigt, at bh’en bare sidder rigtigt. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er et dyrt eller billigt mærke. Den skal bare sidde rigtigt.
- Nogle kvinder har aldrig været ude at købe en bh, fordi de ikke troede, der var noget for dem på markedet. Og det er der - det handler om at finde den rigtige.
Dækker bredt
Leverandøraftaler var afgørende for, at Camilla gik all in med sin egen butik, nemlig med mærkerne Prima Donna, Marie Jo, Wolford, Femilet, Chantelle og Calvin Klein.
- Det var et must, at de skulle med. Jeg ved, at det er vigtigt at dække bredt - jeg skal både have bh’er til både den lille og den store barm. Der skal være noget for alle - det er vigtigt for mig.
- Jeg har håndplukket tingene i butikken. Og jeg køber kun mærker hjem, som jeg selv kan stå inde for. Jeg har virkelig tænkt mig om. Jeg har mange basisvarer i sort, lyse og hud, siger hun og nævner en række klassiske modeller, der aldrig går af mode hos kvinderne og har været populære i mange år.
Butikken er indrettet med et hyggeområde, hvor mænd, børn, mødre og kunder, der har brug for en slapper, kan slå sig ned med en kop kaffe. Og så er der i øvrigt god plads i prøverummene - i et af dem er der tilmed gjort plads til en barnevogn.
Opbremsning
Camilla er udlært i Sallings undertøjsafdeling i 2005. Efterfølgende blev hun fastansat med ansvar for strømpeafdelingen. Da hun senere flyttede til Hjørring sammen med sin mand Thomas, blev hun ansat i en dametøjsbutik i Hjørring.
Her besluttede hun sig for at læse til indkøber - handelsøkonom med speciale i internationalt indkøb - i Hobro.
- Jeg ville arbejde med undertøj - lingeri - og havde en forstilling om komme ind som trainee hos Triumph og Femilet. Men chancen bød sig hos Siemens Windpower og her var jeg vild med dynamikken og kollagerne. Efter endt traniee forløb, arbejdede jeg i virksomheden sammenlagt syv år.
Camilla er gift med Thomas, der er selvstændig med firmaet Tømrermester Thomas Sørensen, og sammen har de børnene Frida på snart otte år og Anton på snart fire år.
For to år siden bremsede Camilla og hendes mand op for at justere på familiens hverdag.
- Jeg sagde min stilling op hos Siemens og arbejdede i min mands firma med regnskaber - og så arbejdede jeg to dage om ugen i Blondehuset. Jeg elsker bare undertøj.
Passion er vigtig
Efter to år har hun nu besluttet sig for at forfølge sin drøm om egen butik.
- Kombinationen af min butiks - og indkøbsuddannelse og tilmed regnskab giver mig de bedste forudsætninger - Drømmen for mig var at sælge undertøj i min egen butik, og her i Hjørring kan børnene gå ned i butikken til mig fra skolen. Jeg føler mig virkelig privilegeret.
Camilla har ønske om at lave kundearrangementer, og hun planlægger i den forbindelse blandt andet også mandeaftener, polterabend og arrangementer for ammende mødre.