Ny jubilæums-bog: Ved du egentlig, hvor meget kunst, der er placeret i din egen baghave?
Ved kommunesammenlægningen i 1970 besluttede det daværende byråd i Hjørring at etablere et udvalg, som skulle have ansvaret for kunstudsmykninger i det offentlige rum. Man vedtog et kommissorium og fastlagde, hvorledes udvalget skulle sammensættes. Desuden, at udvalget måtte arbejde uden politisk indblanding.
Da Troels Bidstrup Hansen har været medlem af udvalget siden 1971 og formand siden 1990 besluttede Kunstudvalget, at 50-års jubilæet skulle markeres med en samtalebog, baseret på formandens erindringer. Det er sket i samtaler med journalist Hasse Boe, som således har stået for teksten. De mange fotos i bogen er hovedsageligt taget af fotograf Tao Lytzen. Bogens titel er ”Skulpturoplevelser - 50 år med Hjørring Kommunes Kunstudvalg”
Bogen omfatter langt fra alle udsmykninger i Hjørring Kommune, men omfatter ca. 50 af Bidstrup Hansen udvalgte skulpturer, der rummer en historie om, hvorledes og hvorfor de er blevet opsat. Der er således ikke tale om en kunsthistorisk gennemgang. I bogen indgår også omtale af udsmykninger i de tidligere Hirtshals, Sindal og Løkken-Vraa Kommuner.
Forskellige omstændigheder har gjort, at bogen først nu er klar - ét år forsinket og vil kunne erhverves på Vendsyssel Kunstmuseums butik fra den 19. juni for 165,00 kroner samt efterfølgende også hos lokale boghandlere.