Ny fodboldskole kommer til Hirtshals

09. maj 2019 kl. 11.04

HIRTSHALS: Som noget nyt holder Team Horne/Hirtshals og AaB i samarbejde AaB Fodboldskole i Hirtshals i uge 27. Fodboldskolen er for fodboldglade drenge og piger fra U/7 til U/15 uanset niveau og klub.

På AaB Fodboldskole får deltagerne 30 timers lærerig, sjov og spændende fodboldtræning fordelt over 5 dage. Der vil være fokus på at udvikle den enkelte spillers tekniske færdigheder, som blandt andet finter, vendinger, driblinger, afslutninger og meget mere.

Deltagere på AaB Fodboldskole får en tøjpakke bestående af t-shirt, shorts, strømper, en fodbold, sportstaske og drikkedunk samt en billet til en AaB-kamp.

Trænerne på skolen vil som udgangspunkt være lokale trænere, mens en elitetræner fra AaB vil være fodboldleder hele ugen. Derudover vil der én af dagene komme besøg af en målmandstræner fra AaB.

- Vi glæder os rigtig meget til at AaB Fodboldskole kommer til byen. Træningen bliver målrettet til de forskellige niveauer, så alle har mulighed for at blive dygtigere fodboldspillere – samtidig med at de har det sjovt. Vi ser frem til at se en masse friske drenge og piger fra Hirtshals og omegn i uge 27, siger Jesper Vandsted, formand, Hirtshals Boldklub.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste