Ny film i Lønstrup Café Bio - Charmøren på lærredet
Fire dage med den danske film ”Charmøren”
LØNSTRUP: Lønstrup Café Bio viser onsdag 21. november kl. 19.30 det danske drama ”Charmøren”.
Filmen vises også den 22., 23. og 25. november kl. 19.30.
Milad Alami, der er instruktør, tegner med gedigen thrillerstemning, et uafrysteligt portræt af en forvirret, skamfuld og desperat iransk mand, Esmail, der er på jagt efter en kone, som kan give ham adgang til opholdstilladelse.
Relativt sent i filmen møder han Sarah, som på mange måder bliver filmens kerne. Hun er født i Danmark af iranske forældre og har gennemskuet Esmail, inden han overhovedet har åbnet munden. Hun spilles af Soho Rezanejad, en fremragende musiker. Hendes skuespilpræstation er lige så medrivende som hendes mørke musik, og hun ulmer som en vulkan, lige før den går i udbrud.
Charmøren er som et isbjerg. Man ser kun toppen, mens en kolossal masse skjuler sig under det mørke vand.
Esmail kommer fra Iran – og han vil ikke hjem. Familien snakker han med på Skype og forsørger med penge, han tjener ved at arbejde sort som flyttemand.
Jakkesættet passer han nidkært på. Han bruger det hver aften. På en eksklusiv vinbar i indre København flirter han med dyre damer. Det viser sig, at hans genvej til at blive i Danmark er at finde en velhavende kæreste.
På vinbaren passes han op af den ældre Lars, spillet af Lars Brygmann. Han har observeret Esmails forehavende og spørger ind til det på en anerkendende måde. Man forledes et øjeblik til at tro, at det nu bliver en slags mentor/elev-film. Den belevne Lars skal lære unge Esmail, hvordan man bliver en succesfuld playboy. Men Lars har helt andre motiver, viser det sig.
Der er mange overraskelser i det mesterlige manuskript, som instruktøren Milad Alami har skrevet sammen med Ingeborg Topsøe. De er begge debutanter, med i den nye bølge af ildsjæle, der i disse år tilfører dansk film tiltrængt nyskabelse og hjerteblod.
Selv om Esmail har gang i et kynisk projekt, så har man sympati for ham. Han spilles sitrende perfekt af Ardalan Esmaili, der lige er blevet landskendt som skurken i tv-serien Greyzone. Det jagede udtryk i de mørke øjne, den måde hele kroppen løsner op i de få øjeblikke, hvor han tør give sig hen til en spirende kærlighed, er mageløst spil.
Der er mange ulykkelige skæbner i denne film, de færreste selvforskyldte. Milad Alami tegner et uafrysteligt portræt af en forvirret, skamfuld og desperat mand. Det er blødende filmkunst.