Ny fagskole i Hirtshals faldet i hak - nu skal der hyres personale
HIRTSHALS: Nu sættes alle sejl i forsøget på at få unge uden job og uddannelse på ret køl, måske ligefrem i karrieremæssig sikker havn - i hvert fald, hvis man som ungt menneske er frisk på outdoorturisme, gastronomiske eller maritime udfordringer på et kommende skoletilbud i Hirtshals. Det er de tre ben, skolen kommer til at stå på.
Tankerne om Nordsøen Fri Fagskole har simret længe, men nu skulle det være ganske vist: Finansieringen er faldet i hak i samarbejde med Sparekassen Danmark, så i august slår den frie fagskole dørene op for de første elever.
Peter Sundbæk er idemand til fagskolen - og formentlig kommende forstander.
Han fortæller, at skolen på den ene side skal hjælpe unge uden job og uddannelse på rette vej - og samtidig hjælpe virksomhederne med at finde den rette arbejdskraft.
Unge fra hele landet - samt Grønland, Færøerne og Norge - er skolens målgruppe, og de skal gå på fagskolen i 43 uger. Netop nu går processen i gang med at ansætte arbejdskraft på skolen. Der skal ansættes 12 - 15 medarbejdere, i første omgang til 40 elever, som skolen forsigtigt har budgetteret med i august, skriver Nordjyske.
Eleverne skal bo på Motel Nordsøen i Hirtshals og modtage praktisk undervisning i de værkstedsbygninger, der tidligere husede Vestkajens Maskinværksted - begge matrikler erhverves af fagskolen om ganske kort tid.
En gang om ugen er det meningen, at eleverne skal ud i praktik hos en lokal virksomhed eller restaurant.
Nordsøen Fri Fagskoles bestyrelse består af:
* Jens Kirketerp Jensen (formand)
* Karsten Mølgaard (næstformand)
* Lise-Lotte Terp
* Linn Indrestrand
* Nadia Taalab
* Uffe Truelsen
* Anders Mølgaard