Billede beskrivelse

Nu skal det være: Kristian & Tine Lilholt fylder Lønstrup Kirke med musik

Kristian tog til julegudstjeneste i Lønstrup kirke i 2019, og lavede kort efter en aftale med kirken om at spille en koncert. Og så kom coronaen ...

17. juli 2021 kl. 18.00

LØNSTRUP: Lønstrup Kirke får onsdag 21. juli klokken 20 musikalsk besøg af søskendeparret Kristian & Tine Lilholt. Og jo, den er god nok - Lars Lilholt er deres bror.

De to Lilholt-søskende akkompagneres i Lønstrup af Lasse Jørgensen (bas, slagtøj) og Frede Panduro (guitarer).

Lokal tilknytning

Lilholt familien stammer fra Aalborg, og mens Tine, Kristian og Lars voksede op, blev alle familiens ferier holdt i bedsteforældrenes sommerhuse i Blokhus.

Så vestkysten i Vendsyssel har en kæmpe plads i de Lilholt’ske hjerter.

Kristian Lilholt er kommet rigtig meget i Lønstrup de seneste par år. Hans bedre halvdel voksede op i Tårs, og hendes familie har haft sommerhus i Lønstrup i en menneskealder.

Kristian Lilholt er musiker, komponist og sangskriverelsker og han elsker at spille kirkekoncerter.

- Musikken går op i en højere enhed med den åndelige bonus i kirkerummet, lyder det fra Kristian.

Han tog derfor til julegudstjeneste i Lønstrup kirke i 2019, og lavede kort efter en aftale med kirken om at spille en koncert. Og så kom coronaen. Men nu skal det være.

Musik til Lilholt-hits

Kristian Lilholts varme og vedkommende ”menneskemusik” er noget af det mest iørefaldende og meningsfulde, Danmark kan byde på, og Tine Lilholts fløjtespil er kendt over hele landet. Desuden mestrer hun også harpe og andre blæseinstrumenter.

Tine Lilholts medvirken giver publikum mulighed for at opleve mange facetter af Kristian Lilholts musik - ikke mindst den instrumentale, som er kendt langt ud over Danmarks grænser.

Kristian Lilholt har udgivet 13 album i eget navn, og har skabt de store, tværkunstneriske projekter ”Land og stille flyder livet”. Han har udviklet liggestols-koncerterne Kur uden ord, og han har leveret musikken til mange af broderen Lars Lilholts største hits.

Mulighed for en ekstra omgang

Koncerten i Lønstrup varer cirka 90 minutter, og billetter til 200 kroner stykket kan købes med mobilpay hos Inge Pyndt 61303432.

Hvis interessem er stor nok, er der mulighed for at etablere en ekstra koncert klokken 17.

Eventuelt resterende billetter sælges ved indgangen til kirken fra klokken 19.15.

For at komme ind i kirken skal man fremvise gyldigt coronapas eller en max 72 timer gammel negativ test.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste