Billede beskrivelse

Nu kan du igen blive tatoveret i Sindal

14. februar 2022 kl. 16.30

Nu er det igen muligt, at blive tatoveret i Sindal. Thor Tattoo i Herning ved Kent Gutheil-Alsen har nemlig åbnet salon i Sindal i den tidligere salon Jeff Tattoo i Nørregade.

I Sindal er ungarske Adam Szalai ansat som daglig leder. Han kom som 16-årig til Danmark i 2008 sammen med sine forældre. Han er uddannet tatovør og har fire års erfaring fra andre tatovørsaloner.

- Jeg er, hvad man vil kalde en allround tatovør, der mestrer de fleste stilarter. Jeg tegner selv forskellige oplæg, som kan overføres til tatoveringer. Det kan være fra de ganske små til de helt store tatoveringer. Jeg kan også tegne et oplæg ud fra folks egne ønsker som for eksempel fra et billede, fortæller Adam Szalai.

Billede beskrivelse

Registreret og godkendt

Foruden Adam Szalai møder kunderne også Nicoline Bauerfeld i salonen. Hun er specialist i piercinger og er ved at blive uddannet til tatovør.

Thor Tattoo i Sindal er en godkendt salon, der er registreret ved Sikkerhedsstyrelsen, der fører tilsyn med hygiejnen. Salonen er forpligtet til at overholde tatoveringsloven af 1. juli 2018, hvilket betyder, at der kun anvendes godkendt blæk efter de nyeste regler.

Herudover er tatovørerne registeret og godkendt af Sikkerhedsstyrelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste